Voldsomt vokseværk på Sprogcenter Midt



Foto: Lasse Hyldager

Knap 18 pct. flere studerende i forhold til sidste år – og stigningen ser ud til at fortsætte.
 Sådan er status hos Sprogcenter Midt, som med hovedafdeling i Horsens og afdelinger i Odder, Hørning og Silkeborg underviser udlændinge i dansk på alle niveauer. Og stigningen har givet sprogcentret akutte pladsproblemer i alle fire byer.
 - Vi har især haft en markant stigning siden sommerferien, og der er ingen tegn på, at tendensen vender lige med det samme, siger centerchef Lene Glyngø.
 I konkrete tal var der ved udgangen af november i år 2021 kursister med ca. 100 forskellige nationaliteter på Sprogcenter Midt. 12 måneder tidligere var tallet 1713 kursister; altså en stigning på godt 300 personer. Flygtninge fra Syrien tegner sig for godt halvdelen af stigningen, og en stor del af de resterende er studerende samt udlændinge, der har fået job i Danmark. 
 Det er i øvrigt første gang, Sprogcenter Midt passerer 2000 kursister i én måned.
 Sprogcenter Midt har tidligere oplevet markante udsving i antallet af studerende, men det sidste års stigning er usædvanlig høj. Det har givet udfordringer på to fronter:
 - Dels ansætter vi hele tiden nye undervisere for at kunne følge med, dels mangler vi plads. Derfor er vi i fuld gang med at finde ekstra lokaler, siger Lene Glyngø.
 Stigningen har været jævnt fordelt over sprogcentrets fire afdelinger. Numerisk tæller kursister fra Horsens Kommune mest, men målt i procent har stigningen været størst for kursister fra Odder Kommune – her er antallet næsten fordoblet på et år.
 Det øger behovet for flere lokaler, og sprogcentret har arbejdet på højtryk de seneste uger. Men nu ser det ud til, at puslespillet så småt begynder at falde i hak, siger centerchefen:
 - I Horsens finder vi lokaler ude i byen hele januar, og fra 1. februar kan vi råde over hele stueetagen af Rørfabrikken lige rundt om hjørnet, hvor Ungeuddannelsen og Springbrættet skal bo. I Odder får vi et ekstra lokale på VUC, og i Hørning har vi resten af året lejet konferencelokalerne på Hørning Hotel – her forventer vi, at to pavilloner ved siden af skolen kan tages i brug efter nytår, siger Lene Glyngø.
 I Silkeborg er sagen lidt mere kompleks:
 - På Gødvad Bakke kan vi ikke udvide, da vi har brug for parkeringspladserne. Derfor skal vi løse problemet ved at leje enkeltlokaler på andre adresser, siger hun.
 Lene Glyngø understreger, at Sprogcenter Midt fortsat er i stand til at løse sin opgave.
 - Vi står klar til at undervise alle dem, der kommer til os. Dette efterår har været lidt hektisk og har givet nogle logistiske udfordringer, men vi har hele tiden søgt at gøre det, så den enkelte kursist mærker det så lidt som muligt, siger hun.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025