2022 satte ny rekord for udlejning af sommerhuse



Udlejning af sommerhuse satte nye rekord i 2022. Foto: Colourbox

Status på feriehusudlejningen: Tyskerne er i stor stil vendt tilbage til de danske sommerhuse efter corona. Og danskerne vendte tilbage til udenlandske feriestrøg

Af home a/s

Status på feriehusudlejningen: Tyskerne er i stor stil vendt tilbage til de danske sommerhuse efter corona. Og danskerne vendte tilbage til udenlandske feriestrøg

Der er fortsat stor efterspørgsel efter at leje sommerhus i Danmark, og nok engang blev der sat en ny rekord for udlejningsaktivitet på sommerhusmarkedet. Antallet af udlejede hus-uger endte i 2022 på hele 777.655 uger mod den hidtidige rekord fra året før på 713.978 uger – en fremgang på hele 8,9 %, viser nye tal fra Danmarks Statistik, som Realkredit Danmark og Home har set nærmere på.

Rekorden skyldes især, at tyskerne i stor stil vendte tilbage til de danske sommerhuse efter et par år med mindre efterspørgsel på grund af Covid-19-pandemien.

”Det mere end kompenserede for, at danskerne igen i langt højere grad søgte mod udenlandske himmelstrøg sidste år, og reducerede deres sommerhusferier med hele 43 % i 2022,” siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.

Samlet set bookede tyskerne 539.836 uger i danske sommerhuse i 2022 – en fremgang på 44 % i forhold til 2021. Tyskerne står atter for omtrent 70 % af de bookede udlejningsuger på sommerhusmarkedet og er dermed tilbage på den andel af udlejningsmarkedet, som vi har set gennem en længere årrække, bortset fra de senere år med rejserestriktioner.

Vi holder ferie 'som vi plejer'

Dermed ser det ud til, at danskernes feriemønstre i høj grad er vendt tilbage til normalen før corona, påpeger Home.

Helt generelt er det danskerne og tyskerne, som står for efterspørgslen efter at leje danske sommerhuse, og tilsammen udgør de hele 93 % af udlejningsmarkedet i 2022. Vores svenske og norske naboer er ikke så flittige gæster i sommerlandet. De står samlet set for blot 2,4 % af de udlejede hus-uger. Det er dog ikke noget nyt fænomen på udlejningsmarkedet for danske sommerhuse.

De mange udlejede sommerhuse er samlet set godt nyt for sommerhusmarkedet.

”Gode udlejningsmuligheder trækker sommerhusmarkedet i positiv retning, da mange sommerhusejere netop via udlejning har mulighed for at få dækket en pæn del af deres ejerudgifter – og her kan der skaleres op og ned for udlejningsaktiviteten alt efter, hvor meget man selv har lyst til at bruge sommerhuset,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

Sommerhusmarkedet har holdt overraskende godt stand mod opbremsningen på boligmarkedet i sidste halvdel af 2022, og sommerhuspriserne er ’kun’ faldet i beskedent omfang siden pristoppen i 2022 modsat resten af boligmarkedet, vurderer Realkredit Danmark.

Her har prisfaldene været i omegnen af 10 %.

Cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig forudser dog, at de nye tider i økonomien og de højere renter vil sætte sommerhuspriserne yderligere under pres i 2023.
 

Home

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024