Mindeord om Michael Antitsch Mortensen



Michael Antitsch Mortensen (arkivfoto)

Det var med meget stor sorg, jeg modtog meddelelsen om, at Michael Mortensen var død – blot 49 år gammel. Og mine mest dybfølte og varme tanker går til familien, der har mistet en ægtefælle, en far, en søn og en bror.

Af borgmester Peter Sørensen, Horsens Kommune

Michael Mortensen var et helt exceptionelt menneske, der mødte alle i øjenhøjde, og som var tilgængelig for os alle sammen. Han var beskeden, venlig, imødekommende og omsorgsfuld – og han var utrolig optaget af, at andre mennesker havde det godt og fik en chance i livet. 

Et godt eksempel på det er de mange foredrag, han holdt for unge mennesker over alt i landet. Her fortalte han sin historie og om, hvor vigtigt det var at få en uddannelse. Han sagde på sin helt egen måde til de unge, at de skulle hænge i.

Hans historie – den arbejdssomme dreng, der startede sin første virksomhed som 13-årig og som siden skabte et virksomhedseventyr, der gjorde ham til milliardær – er kendt overalt. 

Michael Mortensen var en helt fantastisk iværksætter og entreprenør, som med utrolig flid og et fænomenalt blik for trends og tendenser, skabte et unikt net af virksomheder og tusindvis af arbejdspladser lokalt og nationalt. Og hans evne til forretnings- og ideudvikling betød, at han altid havde nye projekter og initiativer i støbeskeen. 

Han var fuldstændig bevidst om egne styrker og svagheder – som han sagde i et interview i Børsen for år tilbage var han nok var den eneste, der ikke kunne få job i CASA i dag, for alle andre ansatte i firmaet havde flotte uddannelser. ”Jeg er tømrer, mens de er ingeniører, jurister, økonomer, bygningskonstruktører og it-folk”.

Og det var netop én af Michael Mortensens styrker – han var utrolig god til at finde de rigtige til at videreudvikle, hvad han havde sat i gang, han turde uddelegere ansvar, og han mødte sine medarbejdere med 100 procent tillid og respekt. 

Michael Mortensen havde i sin alt for korte levetid en enorm betydning for Horsens Kommunes udvikling. Han var en evig drivkraft, og han har sat fantastiske og afgørende aftryk overalt i Horsens i form af nybyggerier, restaureringer og udviklingsprojekter, der på alle måder har bidraget væsentligt til Horsens Kommunes fremgang og forvandling.

Michael Mortensen var også en fantastisk støtte for idræt og kultur i Horsens Kommune. Jeg har ikke tal på de mange gange, han er trådt til med opbakning og garantier, når nogle af vores store arrangører af idræts- og kulturbegivenheder har kastet sig ud i arrangementer af international karat.

Og han gjorde det aldrig for at få omtale og opmærksomhed. Tvært imod – det lå ham meget fjernt. Han gjorde det af kærlighed til sin by, og fordi han brændte for sin by, og fordi han altid var klar til at gå forrest – og klar til at tage en chance - for Horsens.

Hans enorme opbakning til byens udvikling inden for sport, kunst og kultur har haft en betydning, der på ingen måde kan overvurderes. 

Jeg kommer til at savne ham – ham tømreren i t-shirt og sneakers. Et menneske, som også havde tid til at spørge, om alt var vel derhjemme. Et menneske, som var omsorgsfuld og tillidsfuld overfor alle omkring ham - ung som gammel, høj som lav – og som var en kæmpe inspiration for os alle.

Michael Mortensen så hele tiden nye muligheder og havde ambitioner for hele Horsens Kommune. Han efterlader sig enorme aftryk, og han viste os alle, at alt er muligt, blot vi gør det sammen.

Men det, der lige nu fylder allermest i mine tanker, er Michael Mortensens efterladte, og min dybeste medfølelse går til hans hustru og børn og den nærmeste familie.

Æret være Michael Antitsch Mortensens minde.
 

Lignende artikler

Peter Sørensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024