Destination Kystlandet klar med 37+ køreklare endagsture



Destinationsselskabet vil med kampagnen "37+ endagsture", have fokus på det konkrete og gøre det let at tage på opdagelse i destinationens mange oplevelser.

Destination Kystlandet bygger videre på succesen fra sidste års kampagne, og sætter igen fokus på 37+ pakketerede dagsoplevelser i området, der dækker Odder, Horsens og Hedensted kommuner.

De mange dagsoplevelsespakker er temabaserede og tager udgangspunkt i samme temaer som Destination Kystlandets nye samlede velkomstguide, så det er hurtigt at få overblik over alle mulighederne og finde videre inspiration og information.

Endagsture for både borgere og turister

I år er kampagnens indhold optimeret, men målgruppen er stadig både destinationens borgere og gæster.

"Vi ønsker med kampagnen at komme med konkrete forslag til vores forskellige målgrupper. Samtidig tror vi også på, at borgerne og naboerne til vores tre kommuner stadig har meget til gode at opdage her i deres egen baghave, så derfor er de også tænkt ind i kampagnen" siger direktør for Destination Kystlandet Helle Berthold Rosenberg.

Ønske om at støtte op om erhvervet

De mange forslag til endagsture i Kystlandet er udarbejdet med henblik på at give gæsten lyst til at opleve mere end én af dem, og derved skabe fundament for at gæsten kombinerer dem med en overnatning på fx. et af destinationens hoteller, der har været hårdt ramt af Corona-pandemien.

"Ved også at præsentere gæsten for de lidt mindre oplevelser, der gemmer sig i nærheden af vores større attraktioner, håber vi, at vi både får fordelt gæsterne rundt i destinationen, og at de får lyst til at forlænge deres ophold i Kystlandet. Der er så mange forskelligartede oplevelser her i vores destination, og det vil vi gerne hjælpe vores mange gæster med at opdage," udtaler Helle Berthold Rosenberg.

Alle endagsturene kan findes på destinationens nye hjemmeside Kystlandet.dk, der samler informationen fra visitodder.dk, visithorsens.dk og visitjuelsminde.dk.
 

Destination Kystlandet

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024