Fra fredag er p-automaterne på kommunens parkeringspladser igen i drift



(Arkivfoto)

På tre parkeringspladser er de gamle automater skiftet ud med nye, og her skal bilister, der betaler med mønter eller kort, nu tjekke ind med bilens nummerplade

Fra fredag den 9. april 2021 skal du som bilist igen være opmærksom på, at p-automaterne er i drift på de kommunale p-pladser, hvor der er betaling.

P-automaterne har siden jul været dækket til, mens Covid-19-nedlukningen har været gældende, men nu bliver afdækningen fjernet.

- I forbindelse med den yderligere genåbning sætter vi igen p-automaterne i drift, så vi sikrer et godt flow på p-pladserne til gavn for det lokale butiksliv og de liberale erhverv. Ordningen med to timers gratis parkering gælder selvfølgelig fortsat, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme i Horsens Kommune.
På tre af de kommunale p-pladser er der sat nye p-automater op. Her skal bilister tjekke ind på en anden måde end på de gamle. Det gælder ved automaterne på Vitus Berings Plads, på Jens Chr. Juliussens Vej samt i Torvegården.

- Ved de nye p-automater skal bilister, der betaler med mønter eller kort, registrere sin bils nummerplade for at tjekke ind. Man skal altså ikke trække en billet ved de nye automater. Bruger man en app til betaling, er der ikke ændringer. De nye automater er hurtigere, så man undgår den ventetid, der i dag er ved nogle af de gamle p-automater, forklarer Allan Lyng Hansen.

Resten skiftes i foråret

Resten af de gamle p-automater på de øvrige kommunale p-pladser bliver udskiftet i løbet af foråret. I alle de nye automater kan man betale med kort eller via app. Desuden kan man i to af automaterne bruge mønter. Det drejer sig om én af p-automaterne på Vitus Berings Plads samt automaten på Jens Chr. Juliussens Vej.

Udover en hurtigere indtjekning for bilisterne er de nye automater mere driftssikre.

- Vi har den seneste tid haft udfordringer med, at der har været mange nedbrud og fejl på de gamle p-automater, så derfor skifter vi dem nu til nye modeller, siger Allan Lyng Hansen.

Ved de gamle automater skal du som bilist stadig huske at trække en p-billet, som skal ligge synligt i forruden af bilen, også hvis du kun vil bruge de to timers gratis parkering. Ved de nye automater er der sat vejledninger op til, hvordan man bruger dem.

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024