Friluftsgudstjeneste på Ejer Bavnehøj: Naturen som alterbillede



(Foto: Jørn Kildall)

Forestil dig at sidde på toppen af Danmarks højeste bakke, Ejer Bavnehøj, med en spektakulær udsigt vidt omkring, mens du deltager i en gudstjeneste. 

Tekst og fotos Jørn Kildall

Det er præcis, hvad du kan opleve på søndag den 28. maj kl. 14.00, når sognepræst Lone Buhl Pedersen og hendes kollega Trine Bredal Nissen byder velkommen til en friluftsgudstjeneste.

Vi skal ud i det fri

Hvert år den sidste søndag i maj er der tradition for at flytte gudstjenesten ud i det fri, og hvad er mere naturligt end at holde den på Ejer Bavnehøj? Med naturen som et af Danmarks smukkeste alterbilleder bliver gudstjenesten en særlig oplevelse, hvor vi sammen kan fejre det fantastiske sted, vi bor.

"Vi bor et fantastisk sted - med den skønneste natur omkring os. Ejer Bavnehøj lige i vores baghave - et helt fantastisk sted, med udsyn vidt omkring", siger sognepræst Lone Buhl Pedersen.

Klar opgavefordeling

Opgaverne er allerede fordelt: Vorherre er ansvarlig for vejret, præsterne tager sig af gudstjenesten, organist og kirkesanger står for musikken og fællessangen, mens kirketjener Niels Henrik Nielsen har sørget for ekstra stole. Og skulle noget ikke gå som planlagt, hjælper vi hinanden.

Menighedsrådene fra Ousted/Tåning/Hylke og Østbirk/Yding, der arrangerer gudstjenesten sammen, står for kaffe, sodavand og kage til alle gæster. Men husk, du er også velkommen til at bidrage til samværet. Tag en nabo, en ven eller et familiemedlem med, og måske endda en klapstol og et tæppe.

Plan B er parat – hvis det bliver nødvendig

Skulle det mod forventning regne i stride strømme, flytter gudstjenesten ind i Ousted Kirke. Men uanset vejr og vind er alle velkomne til denne unikke gudstjeneste.

"Vi kommer som vi er - og synger med som vi lyster. Sammen er vi med til at udvirke, at det bliver en fantastisk søndag med gudstjeneste i det fri", siger sognepræst Lone Buhl Pedersen.

Vel mødt til en dag med fællessang, kaffe og kage, og en gudstjeneste, der er noget helt ud over det sædvanlige. Vi ser frem til at se dig på Ejer Bavnehøj!
 

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024