Gårdbutik med masser af spændende varer



I Assendrup lige nord for Hovedgård har Frede Mathiasen sin gårdbutik og gården er også beboet af lidt mere eksotiske landbrugsdyr som to strudse og en stor flok dådyr. Her finder man også får med søde lam, høns og limousinekvæg.

Når man kommer kørende på Gl. Århusvej mellem Grumstrup og Gjessing har man måske bemærket at der på vestsiden af vejen nogle gange kan ses dådyr og strudse inde på marken ved nummer 55. Det er her Frede Mathiasen bor og har sin gårdbutik.

Årstiden er kommet hvor de store frysediske skal fyldes op og i uge 50 skal et enkelt Limousinekvæg slagtes og når det var modnet, vil der fra midten af uge 51 være lækkert hakket oksekød som kan bestilles i butikken til kr. 250,- for hele fem kilo.

Frede Mathiasen har sammen med hustruen Henny drevet landbrug på ejendommen siden 1979. Frede viser sin gårdbutik frem som har mange spændende ting som frosset lammekød, dådyrkød og kød fra Limousinekvæg. I butikken finder man også produkter fra Aloe Vera, man kan købe hele strudseæg både med og uden indhold. Der er også mulighed for at købe friske landæg ved køleren som er indbygget i huset.

Frede Mathiasen viste og en æggebakke til strudseæg frem i butikken. Dog er det ikke en egentlig æggebakke, men en bakke til 12 vandmeloner som han skaffede i Brugsen, men den passer fint til strudseæg. Butikken sælger kun strudseæg om sommeren, men så er der også omelet nok til en meget stor familie.

Det mest specielle må de mange cremer og produkter som er lavet på struds. Strudsecreme er velegnet til meget tør hud, eksem og psoriasis fortæller Frede Mathiasen. Faktisk er strudse stadig meget populære og Frede oplever stadig, at bilerne holder ind til siden for at se på hans strudse som løber rundt inde på marken.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024