Gedved Lokalråd inviterer til Energi- & Tilflyttermesse på lørdag



Gedved Lokalråd inviterer til messe om Gedved ovenpå den store interesse for byggegrunde i byen

En fantastisk start med salg af 15 grunde på en formiddag i Horsens Kommunes nye udstykning viser, at der er stor interesse for at flytte til Gedved.
 - Det glæder os meget i Gedved Lokalråd. Det viser, at der er den vækst, der skal til, for at Gedved fortsat kan udvikle sig som en attraktiv tilflytterby. Det skaber baggrund for et stabilt og stigende elevtal i Gedved Skole, og det er med til at understøtte en fortsat udvikling af Gedved som en attraktiv by med et bredt udbud af pasningstilbud for de mindste og velfungerende tilbud for vore ældre medborgere, skriver Gedved Lokalråd i programmet til Energi- & Tilflyttermessen som afholdes på lørdag den 8. april fra kl. 10 til 16 i Seminariet, Kultur- og Medborgerhuset.
 Med 150 nye kommunale byggegrunde og flere private udstykninger på vej er der også grundlag for at tænke nyt med hensyn til varme- og energiforsyning.
 Gedved Lokalråd var tidligt ude med et møde omkring Horsens Kommunes fjernvarmeplan. Dette møde efterlod mange spørgsmål, som har resulteret i mange mails og henvendelser til Lokalrådet og mange indsigelser i forbindelse med den offentlige høring af fjernvarmeplanen.
 På messen bliver der mulighed for at blive klogere på fjernvarmeplanen og de alternative varmeløsninger.
 Gedved Lokalråd har derfor valgt at arrangere en Energimesse, hvor man dels kan blive lidt klogere på fjernvarmeplanen, dels få information og oplysning om de alternative energiformer, der er i voldsom vækst i disse år. På energimessen er der stande med det seneste inden for solceller, vindenergi, varmepumper m.v., og udstillerne glæder sig meget til at demonstrere de teknologiske løsninger og få en god snak om alternativ energi.
 - Sammen med Energimessen holder vi en Tilflyttermesse. Her vil vi informere om muligheden for at bosætte sig i Gedved enten som ”nybygger” eller som tilflytter i eksisterende boliger. Der vil være en salgsbod med alle oplysninger om udstykningen Akset og Strået, og lokale ildsjæle vil fortælle og oplyse om byens mange tilbud inden for undervisning, sport, kultur m.v. Vi glæder os til at vise Gedved frem, lyder det fra bestyrelsen for Gedved Lokalråd.

150 gode grunde til at flytte til Gedved
Ikke mindre end 15 byggegrunde blev der solgt i forbindelse med åbningen af salget af byggegrunde i Gedved på den nye udstykning i Gedved i slutningen af februar måned – det højeste antal, der nogensinde er solgt i Horsens Kommune på en dag. Og Horsens er vel at mærke den kommune, der vokser mest i Jylland. Udstykningen er en del af 150 nye grunde, som løbende udstykkes over de næste par år.
 - Faktisk er Gedved den Mellemby, der er vokset næstmest i Danmark i løbet af de sidste 10 år. Ovennævnte er et helt klart bevis på, at børnefamilierne vælger det gode liv på landet til – netop i byer som Gedved. En tendens, som ses i hele landet, men som er særligt udpræget i vores område, siger Niels Arne Kjærgaard, Gedved Lokalråd.
 - Alle forudsætninger for at børn kan få en tryg opvækst er til stede. En god skole med 0-9 klasse og SFO, 3 børnehaver med vuggestue, idrætsforening, gymnastikforening osv. Indkøbsmuligheder forefindes i form af SuperBrugsen og bager. Der er kun 6 km til Horsens med varehuse, indkøbscenter og mange specialbutikker.
 Gedved er den by i Horsens Kommune, der tidsmæssigt ligger tættest på Aarhus, placeret tæt ved E45 midt i det østjyske vækstbælte med adgang til 500.000 arbejdspladser indenfor en time, men alligevel midt i naturen tæt ved Ejer Bavnehøj, og lige op til naturområdet Tolstrup Enge og mod syd Hansted skov, poplært kaldet Østjyllands Schweiz.
 Messen åbner lørdag den 8. april kl. 10.00, hvor stande om energiløsninger, boliger og ”om Gedved” samt byggegrundene danner indholdet. Kl. 13 til 15 er der debatmøde omkring energi med oplæg ved Gedved Lokalråd, samt indlæg fra Horsens Fjernvarme, alternativer til fjernvarme, fjernvarmeplanen og juridisk bedømmelse af planens bindinger og muligheder for alternativ varmeforsyning.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024