Gedved Musikforenings forårsprogram 2022



Knud Møller og Hans Theessink. Foto: Lasse Jörgensen

Fredag d. 4. marts åbner Gedved Musikforening for forårssæsonen med Theessink & Møller, lørdag d. 2. april får vi besøg af Almost Irish, onsdag 4. maj er der korkoncert med Vocalí og fredag d. 24. juni kommer SHUBI.DK.

Er man til gedigen, velspillet blues, så er man til "Theessink & Møller." Hver for sig er de kapaciteter i genren. Sammen er de en feinschmecker-oplevelse, der giver både gåsehud og smil på læben.

Den kompetente bluesduo er garant for, at publikum får en intens og medrivende koncert. Repertoiret består af sange fra Hans Theessinks fyldige bagkatalog krydret med numre fra den traditionelle blues root genre, som duoen mestrer så flot.

Både Hans Theessink og Knud Møller har i deres respektive hjemlande, Østrig og Danmark, høstet diverse priser og anerkendelser. Knud Møller har, blandt andet, opnået prisen som "Årets danske instrumentalist". Hans Theessink har flere gange vundet den østrigske "Amadeus Music Award" for bedste udgivelse i kategorien Jazz World Blues.

Lige siden Almost Irish, i november 2017, lagde vejen forbi Gedved, har vi glædet os til at se de fire brødre igen og nu kommer de.

Den irske folkemusik rummer en fantastisk skat af sange og melodier. Og hver sang og hver melodi har sin egen historie og sit eget liv, og den fortjener den højeste respekt. Musikken er en del af en lang og dyb tradition, hvor folk fortæller deres historier og udtrykker sig gennem sange og musik. Almost Irish lever det hele ud og bidrager på den fornemste vis til den traditionelle folkemusik.

SHUBI.DK leverer fed rock spillet med Tryk På, både for Kære Lone og Sand Hans, som får sig en Rom & Cola (Nam Nam!) et sted i Danmark... For Den Røde Tråd hele vejen igennem, fra Sorgenfri til Costa Kalundborg, er Shu-Bi-Duas udødelige klassikere! Musikken spilles med energi, nerve og kærlighed til originalerne samtidig med, at SHUBI.DK fører de gamle sange ind i det nye årtusind - de leverer en live-sound, som nænsomt blander lyden af 70'erne med lyden af i dag.

Koncerterne er støttet af Horsens Kommune

Alle koncerter begynder kl. 20.00 på Seminariet, Egebjergvej 1, indgang fra Skovvej. 

Billetter kan købes på musikhus-gedved.dk

Spisning før koncerten kan bestilles på tlf. 20 27 52 27
 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024