Hestens naturapotek findes i Torp



Lisa Kiesbuy i sin hyggelige butik som holder til i en tidligere stald på ejendommen i Torp. (Foto Jørn Kildall)

Hos Lisa Kiesbuy i Torp bugner den gamle staldbygning af naturmedicin til heste. Hun er forhandler af Nordic Horse som en omfangsrig produktlinje af naturprodukter til heste og ifølge Lisa så er der et produkt som kan afhjælpe enhver lidelse som hesten måtte pådrage sig.

Tekst og fotos Jørn Kildall

Vand i benene klares med Morgenfruer og burresnerre, til luftvejsproblemer anbefales sortkommen, Marietidsel renser leveren for giftstoffer og rødbede klarer forfangenhed. Alle ved at kosten har stor betydning for vores helbred og det sammen gælder også for heste.

Det kan godt lyde lidt frelst og fodformet, men firmaet bag produkterne kan dokumentere virkninger af de mange produkter – det er også hvad Lisas kunder fortæller hende. Der er sund fornuft og en glemt eller overset foderpraksis som igen har set dagens lys. Nordic Horse er en dansk virksomhed som holder til i Vorbasse. Firmaet har mindre end 10 år på bagen, men de har en stor viden og ekspertise om foderprodukter og -tilskud til heste – hos firmaet laver man løbende forskning og udvikling i nye produkter.

På hylderne er der fyldt med poser og sække med alle typer fodertilskud. Lisa Kiesbuy har været ”hestepige” hele sit liv, hvilket efterhånden har stået på i seks årtier. Lisa fortæller at hesten er et sart dyr og at det nemt kan få kroppen i ubalance og fortæller om problemer med maven som f.eks. mavesår og irriterede slimhinder.

(Foto Jørn Kildall)

- Der er en del som skulle have haft en cykel i stedet for,” siger Lisa med et stort grin. ”De tænker ikke på dyret, for nogle er hesten bare et sportsinstrument, så de kan komme til konkurrencer – de glemmer dyrets behov og hvad det har brug for.”

Lisa understreger, at når man kommer op på de højere niveauer indenfor hestesporten så griber man hestens tarv professionelt an – ligesom med menneskelige topatleter. 

- Det er ikke alle som behandler deres heste som et ”instrument”. De er glade for dem og behandler hesten godt og ved hvordan den har det.

Lisa er praktisk talt vokset op med heste og havde ind til for få år siden eget stutteri, så hendes liv og beskæftigelse har altid været heste.

Lisas indgang til Nordic Horse begyndte da hun stod med tre syge heste som led af forfangenhed.

- Den ene af mine heste, en 20-årig hingst, havde aldrig været forfangen før og han var heller ikke tyk … det viste sig at han havde en fejlgæring i maven. Forfangenheden kan også opstå af medicin eller stress. Jeg spurgte i en Facebook-gruppe om der var nogen som kunne hjælpe.

(Foto Jørn Kildall)

Lisa fik kontakt med en kvinde og de fik en lang snak om foder og sundhed. Lisa bad hende om en ”indkøbsliste” så hun kunne komme i gang med behandlingen.

- Alle tingene på listen kom fra Nordic Horse og hun var ikke ansat i firmaet. Jeg kontaktede firmaet og hørte om jeg kunne blive forhandler af deres produkter og efter de havde været på besøg var jeg ny forhandler.

Lisa har haft forhandlingen i et år nu og får flere og flere kunder ind. Hun har ofte 2-3 kunder på besøg ad gangen i sin hyggelige stald og så går snakken ellers om heste – og om foder og problemer.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024