
GEDVED - Gedved Hallen bliver centrum for et rullende danmarksmesterskab, når kunstrulleskøjteløbets elite (og begyndere) indtager banen til et unikt mesterskab i juni.
Af Jørn Kildall
Gedved Hallen i Horsens bliver midtpunkt for en begivenhed, der ruller sig direkte ind i historiebøgerne. Lørdag og søndag den 14. og 15. juni 2025 skal hallen nemlig danne ramme om både Lands- og Danmarksmesterskaberne i kunstrulleskøjteløb – og det er første gang nogensinde, mesterskabet afvikles i Jylland.
Bag det hele står Horsens Rulleskøjteklub (HRSK), der med stort engagement og lokale kræfter løfter opgaven. Klubben har markeret sig stærkt nationalt – og nu også internationalt.

Lokale stjerner med verdensambitioner
Et af de helt store lyspunkter er klubbens egne løbere. Blandt dem finder man Molly Folke Bendstrup fra Østbirk, som for nylig blev udtaget til World Cup i Trieste, hvor hun stiller op i seniorrækken. Det er lidt af en bedrift, og det vidner om det høje niveau, man kan opleve ved mesterskabet i Horsens.
“Det er første gang nogensinde, vi afholder et danmarksmesterskab i Jylland. Vi er meget stolte og glæder os til at være vært,” fortæller Mie Bigum, formand og cheftræner i HRSK. Klubben glæder sig ikke bare til at vise sporten frem – men også til at vise, hvad Horsens og omegn kan som værtsområde.

Festlig åbning og gratis adgang
Stævnet åbnes med en officiel indmarch og taler fra både formanden for kunstløbskomiteen, Ulla Kunkel, og borgmester Peter Sørensen. Der bliver dystet i en række forskellige solo-discipliner – og her er både begyndere og landsholdsløbere på banen, så der bliver noget at kigge på.
Det er sport med skørter, teknik og hjul – og et godt skud lokal stolthed.
PRAKTISK INFO (og ja, det koster ikke noget)
- Sted: Gedved Hallen, Kirkevej 16, 8700 Horsens
- Dato: 14.–15. juni 2025
- Entré: Gratis adgang for alle interesserede