Hundslund Centralskole og Horsens Byskole kommer helt tæt på Himalayas bjergbørn



Eleverne på Hundslund Centralskole og Horsens Byskole kan forvente en helt særlig oplevelse, når de den 16. november får besøg af Signe Buchholtz Andersen, som er storyteller for CARE Danmark. Hun vil fortælle skoleeleverne om Himalayas glemte bjergbørn, som i år får overskuddet fra Børnenes U-landskalender.

Når skoleklokkerne ringer timen ind på toppen af Himalayas bjerge i det vestlige Nepal, venter der børnene en anderledes skoledag end for eleverne på Hundslund Centralskole og Horsens Byskole. Det er en skoledag med undervisning i klasselokaler, hvor vinden suser lige igennem, undervisning med gamle, sort-hvide bøger og tør grød til frokost. Det vil Signe Buchholtz Andersen fra CARE Danmark fortælle om, når hun besøger begge skoler den 16. november.
Besøget er arrangeret af CARE Danmark, som i år går sammen med Danmarks Radio og Danida om Børnenes U-landskalender 2015. Overskuddet fra kalenderen går til uddannelse og sundere kost til fattige bjergbørn i Nepals vestlige Bajura-distrikt.

Skoler med jordgulv og træbænke
Signe Buchholtz Andersen, 25 år og fra København, har arbejdet i Nepal for CARE Danmark og har mødt bjergbørnene, som U-landskalenderen støtter i år. Det var menneskerne i Nepal, landets natur og den sprudlende kultur, som har knyttet hende til Nepal. Hun er storyteller for CARE Danmark, fordi hun mener, at det er vigtigt for danske børn at få et bredere perspektiv på deres tilværelse ved at lære om levevilkårene i Nepal.
Hun vil med fortællinger, billeder og video bringe hverdagen for nepalesiske bjergbørn helt ind i klasselokalerne:
’Jeg vil forsøge at gøre de fattige bjergbørns liv i Nepal helt konkret og levende for børnene på Hundslund Centralskole og Horsens Byskole. Jeg vil for eksempel fortælle om, hvordan børnene må vandre flere timer igennem bjergene for at gå i en skole med jordgulv og træbænke. Og om hvordan de flere måneder om året sover i åbne telte, fordi deres familier må forlade deres hjem på de kolde bjergtoppe i vinterperioden. Mit mål er, at de nærmest skal kunne sanse, hvordan det er at være barn på toppen af Himalaya,’ siger Signe Buchholtz Andersen.

Ud over storyteller-besøg på 170 danske skoler er der lavet et fælles website om Nepal, www.u-landskalender.dk, og undervisningsmateriale, som når ud til over 100.000 skoleelever fordelt over hele landet. I centrum af undervisningsmaterialet er bogen, ’Det tredje øje’, der er skrevet af forfatteren Kim Langer, og som rapperen Per Vers har indlæst som lydbog. Han har også skrevet en rap til årets U-landskalender.

Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024