Juleoptog i Voervadsbro



(Foto: Per Bonde)

Når en begivenhed finder sted for tredje gang, er det vel blevet til en tradition!

Tekst og fotos Per Bonde

Søndag var det tredje år i træk der blev sunget nogle af julens sange på pladsen foran keramikværkstedet midt i byen, inden juletræ og fakler blev tændt. Herefter gik det i fællesoptog til Skovbjerghus - ja juletræet blev selvfølgelig stående.

25% af Voervadsbros beboere deltog

Årets juleoptog havde stor opbakning, idet omkring 25% af samtlige beboere i Voervadsbro deltog, og det var man i landsbyforeningen meget tilfredse med. Kjeld Søndergaard udtrykte, at det er en fornøjelse at sætte arrangementer i gang i Voervadsbro, for opbakningen bliver bare større og større. 

Deltagerantallet medført rationering

Søndagens optog, der havde deltagere i alle aldre, sluttede i landsbyforeningens fælleshus Skovbjerggård, hvor der var gjort klar med gløgg og æbleskiver. Der var dog det positive problem, at der måtte rationeres grundet det store fremmøde. Børnene fik først, og det endte med, at der var nok til alle.
 

(Foto: Per Bonde)

Aktiv landsby

Voervadsbro må betegnes som en særdeles aktiv landsby, med mange arrangementer der trækker deltagere på tværs af aldersskel. Landsbyforeningen arrangerer ud over dagens fakkeltog også julefrokost og Sct. Hans. En række aktivitetsgrupper sørger hver især for andre spændende tiltag, der er med til at ryste landsbyens beboere sammen.

Nytænkning giver deltagere

I Voervadsbro kan man opleve at blive inviteret til streaming arrangementer med spisning, foredrag, Nytårskur i skoven, running dinner, mandagssang og andre spændende ting. Og man kan nok forvente, at der kommer mere, efter landsbyforeningen har fået overdraget råderetten til Skovbjerghus fra Dansand.

Der er plads til flere

Der er på nuværende tidspunkt omkring 100 medlemmer i landsbyforeningen, men, som Kjeld Søndergaard siger, så længe der er beboere, der ikke er medlemmer, er der plads til flere.
 

Lignende artikler

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

112: Brand Pizza Master, Brædstrup
08. maj 2023