Kattrup-Tolstrup sognes kirker og sognegård



Tolstrup Kirke. (Foto: Jørn Kildall)

På Østbirk Avis’ kirkeside i august blev der indkaldt til et menighedsmøde for folkekirkens medlemmer i vores 2 sogne. Mødet var fastsat til 27. september, og her var lagt op til en orientering om det sidste års arbejde og om planer for det kommende års arbejde i vores 2 sogne. Desværre indfandt ingen sig ud over menighedsrådet, som i øvrigt har offentligt møde 1 gang månedlig, hvor vi bl.a. behandler og beslutter forhold vedr. drift og arrangementer i sognehus og kirker. 

Af Kattrup-Tolstrup Sognes Menighedsråd
Niels Anders Lund Svendsen, fmd.

Vi opfordrer til, at man følger med på Østbirk Avis’ kirkeside den sidste onsdag i hver måned og på Voer Herreds hjemmeside www.voerherredspastorat.dk, hvor man kan læse om det kirkelige liv også i vores to sogne, Kattrup og Tolstrup.

Kattrup kirke

Ved menighedsmødet havde vi lagt op til en grundig orientering. Vi ville fortælle om arbejdet, der foregår ved Kattrup kirke. Den opmærksomme forbipasserende har sikkert bemærket stillads, og at det sydlige tags blyplader er væk. Årsagen er, at der i blypladerne igennem nogle år var fremkommet mange huller, så regnvand sivede ned gennem disse, hvorfor graveren måtte opstille spande på loftet.

Pas på det gamle hus

Et tag, der ikke er tæt, er ødelæggende for en bygning, og det er klart, at vores ældste hus i Kattrup, kirken, skal vi passe på. Derfor prioriterede såvel menighedsråd som provstiudvalget en istandsættelse af taget. Det er så det, man kan se, der arbejdes på i disse måneder.

Blypladerne er nedtaget og kørt til blytækkerens værksted for at blive omstøbt, tagværket bliver eftergået og skader behandles og repareres af tømrer. Murer skal istandsætte murkroner og gesimser i kor og skib.

Når der er tale om så gammel en bygning, er også Nationalmuseet inde over arbejdet for at godkende dets udførelse. Vi kan med andre ord ikke gøre lige, hvad vi vil, hvorfor vi har et dygtigt arkitektfirma, VMB-arkitekter, som rådgivere, og de fører også tilsyn med byggearbejdet. Arbejdet skrider fremad og vi forventer, at taget er på plads først i december. 

Tolstrup kirke

Siden 2017 har vi arbejdet med planer om en indvendig restaurering og ideer til ændringer i kirken, og det koster penge.

Kirken trænger til en indvendig kalkning og maling af inventar. Varmeanlægget, der er et oliefyr, skal udskiftes til en anden varmekilde.

Vi håber på at vedtage og få godkendelse af en plan for restaurering og nogle forandringer i næste menighedsrådsperiode, der begynder ved advent 2024. Vi har haft besøg af flere af Nationalmuseets konsulenter, som har undersøgt inventar, kalk og hvad der er under gulvet. Der er udarbejdet rapport for hvert enkelt felt, men Igen, vi kan ikke bare lige gøre, hvad vi vil, uden at sagkundskaben er med inde over. Også i dette projekt har vi allieret os med et arkitektfirma, som er kirkekyndig og som kan rådgive os og udarbejde de nødvendige planer.

Når vi er kommet lidt længere i processen med tanker og ideer, vil vi indbyde til en orientering og drøftelse. 

Gedved Sognegård

Et større projekt er i denne tid i gang ved Gedved Sognegård, den tidligere præstegård, som er Voer Herreds pastorats ejendom. Alle bygninger, jord og skov i pastoratet, undtagen kirkerne, tilhører Voer Herreds Pastorat, som vi selv er en del af. Vi har den fulde brugsret til sognegården i Gedved, og der er i stigende grad ”run” på brugen. Her er der som hidtil konfirmandundervisning, korarbejde, syng sammen aftener, spisearrangementer. Babysalmesang og legestue er kommet til. Desuden holder menighedsrådet og dets udvalg møder her.

Helt tilbage i det tidligere menighedsråds funktionstid blev der med de øvrige menighedsråd i pastoratet forhandlet og lavet aftaler om en helhedsplan for pastoratet og dets ejendomme, hvori indgik en plan om at bygge en ny præstebolig ude i et villakvarter.

I pastoratet havde vi forhandlinger indbyrdes og med provstiet, som mente, at en præst også skal have mulighed for at føre et privatliv med sin familie. En dejlig bolig blev bygget, og vi fik en præst, der også gerne ville bo i den og i blandt os Gedvedditter. 

Vi fik ikke mulighed for efterfølgende at bevare den tidligere præstebolig til aktiviteter. Der kunne ikke skabes flertal herfor. Demokratiet talte, og det må vi acceptere. Derfor bliver den i denne tid revet ned. Garagerne ligeledes, og indkørslen flyttes lidt mod vest, og der etableres et antal parkeringspladser. 

Ny tilbygning

På konfirmandbygningens vestende på Skovvej bygges et mindre fleksibelt lokale til. Det bliver et lokale, der skal give præsten mulighed for samtaler og yde sjælesorg, og menighedsrådet og dets udvalg samt personale kan desuden benytte lokalet til sine møder. Vi ser frem til at tage tilbygningen i brug. Det giver mulighed for flere aktiviteter i huset samtidig. Det nye lokale forventes at stå færdig før jul.

Vi mærker i disse år i det kirkelige arbejde en stigende interesse for de aktiviteter, der tilbydes, ikke mindst blandt de mange børnefamilier, og det er selvsagt en stor glæde for vores personale og os i menighedsrådet. Derfor vil vi opfordre til også at tage imod tilbuddene og bakke op om de mennesker, der står for dem. 

For nylig henvendte præsten sig via Facebook til offentligheden for at indhente ønsker til nye aktiviteter. Vi ser frem til at modtage ønsker og ideer. Kom med jeres ideer, så ser præsten og vi på dem.

Vi har et aktivt og glimrende foreningsliv i vores sogne, og dertil hører også kirkens liv og tilbud om aktiviteter. Fra kirkens side vil vi gøre vores til, at Gedved og Kattrup er nogle dejlige steder at bo og leve.
 

Lignende artikler

Niels Anders Lund Svendsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024