LUND - En vandring gennem stilhed, spirende forår og tusindårig historie – fra Lundum til Tamdrup, hvor tid og tanker får lov at flyde frit.
Af Jørn Kildall
Det er noget særligt, det der sker, når man sætter farten ned. Ikke bare sådan lidt. Men helt ned. Ned til et skridt, så man mærker, hvordan gruset føles under skoen, hvordan lyset falder forskelligt mellem træerne, og hvordan egne tanker – dem man ellers forsøger at løbe fra – begynder at tage form.
Lørdag den 17. maj inviterer Tamdrup Menighedsråd til pilgrimsvandring. Ikke en lang, udmattende en. Nej, en rolig tur. En mulighed for at trække vejret dybt, dele tavshed med andre og måske få øje på noget, man ellers ikke ville have set.
Vi begynder ved Lundum Kirke klokken 10.00. Her indleder vi med et par ord – ikke mange, bare nok til at sætte retningen. Så sætter vi fødderne på Bryrupbanestien, som snor sig blidt gennem forårsgrønt og fuglekvidder.
En pause ved Anhøj – og lidt frugt til sjælen
Halvvejs stopper vi ved det grønne område ved Anhøj. Her venter der en lille pause, lidt frugt, lidt vand og søde mennesker, der smiler uden at skulle noget. Det hele passer så fint ind i rytmen – en rytme som ikke handler om at komme frem, men om at være på vej.
Musik, kirkerum og det eftertænksomme punktum
Ved Tamdrup Kirke slutter vi. Men det er ikke en slutning, der siger "færdig" – det er snarere en blid afrunding. Kirkerummet fyldes med stille toner fra organisten, og sognepræst Dorte Stenberg Isaksen runder af med en kort gudstjeneste. Ikke en prædiken, men måske et lille frø, der kan vokse videre i én.
Og så er der sandwich. Og kaffe. Og varme kopper, man kan holde om, mens man står og småsnakker i våbenhuset eller under åben himmel – alt efter hvad vejret tillader.
Og hvis fødderne er trætte…
Der er naturligvis mulighed for at blive kørt tilbage til Lundum Kirke, hvis benene siger stop før tiden. Hele arrangementet slutter omkring kl. 12.30, men den slags klokkeslæt føles ikke så vigtige, når man går i pilgrimstempo.
Tamdrup Menighedsråd glæder sig til at vandre sammen med jer. Ikke som ledere, men som medvandrere. For det er i skridtene – og i stilheden mellem dem – at fællesskabet får sin dybeste klang.
