Lokale spillesteder i nyt, spændende samarbejde



AySay (Pressefoto)

En ny konstellation på den lokale musikfront ser dagens lys 4. november, når de to spillesteder ”Musikforeningen i Gedved” og ”PlatformK” i fællesskab præsenterer den unge gruppe AySay på Seminariet i Gedved.

AySay er ”World Music” med nordiske undertoner.

AySay lyder som det nye Norden. Et Norden der ikke længere kan løbe fra sin mangfoldighed og kulturelle rigdom. Her synges på dansk, tyrkisk og kurdisk med nordiske melodier og danske pop-arrangementer i smuk synergi med naturen og livet omkring os. 

I Luna Ersahin’s stemme hviler fortællingen om det hele menneske i en sammensat verden. På flere sprog skaber hun et fascinerende univers sammen med Aske Døssing Bendixen og Carl West Hosbond. I spændingsfeltet mellem Anatoliens musiktraditioner, håndspillede instrumenter og elektroniske produktioner, opstår AySay’s unikke udtryk.

AySay’s tournéer har bragt dem rundt på de fleste danske scener igennem de sidste par år samt i bl.a. Skandinavien, Tyskland og Canada. Bandet har høstet fine anmeldelser på deres debut-LP ”Su Akar” og er indstillet til flere priser.

Koncerten med AySay finder sted i Seminariets festsal fredag 4. november kl. 20.00. Billetter i forsalg kan købes via musikhus-gedved.dk eller direkte på platformk.dk.

Koncerten er støttet af Horsens Kommune og Statens Kunstfond.
 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024