Østbirk Avis Østjydsk Avis tilpasser oplag og avisens dækningsområde



De sidste tre år har budt på mange udfordringer for både danske borgere og virksomheder. Coronaepidemien, krigen i Ukraine, voldsomme stigninger i energipriser og en eksplosiv inflation har alle sat deres præg på samfundet og økonomien. Dette har også ramt Østbirk Avis Østjydsk Avis, der nu må tilpasse oplag og dækningsområde.

Af Jørn Kildall, redaktør og indehaver

I efteråret stod det klart, at omkostningerne ved avistrykning ville stige med 30-35 %, og distributionen ville ligeledes blive dyrere. Avisen måtte tilpasse annoncepriserne, men heldigvis valgte de fleste annoncører at blive trofaste kunder i en vanskelig tid.

Der mangler nye annoncører

Til trods for diverse tiltag og en udvidelse af dækningsområdet, har det ikke været muligt at skaffe nok nye annoncører. For at sikre, at Østbirk Avis Østjydsk Avis stadig kan eksistere som en lokalavis, når den fejrer sin 100-års fødselsdag om to år, er det besluttet at reducere oplag og dækningsområde pr. 30.maj 2023.

Fremover vil avisen kun dække sognene Østbirk, Yding, Lundum, Hansted, Tamdrup, Tolstrup, Kattrup, Ørridslev, Nebel, Søvind, Gangsted og Vedslet. Avisens oplag vil blive halveret, og dækningen vil fokusere på det område, der tidligere var kendt som "Gammel Gedved kommune", samt Lund/Tamdrup og Serridslev. Der vil blive tilpasset løbende hvis det bliver nødvendigt.

Avisen betyder gode lokale historier

Beslutningen er truffet med et blødende hjerte, men alternativet ville have været at lukke avisen helt. Østbirk Avis Østjydsk Avis vil fortsat dække de gode og væsentlige lokale historier, som betyder så meget for de mindre bysamfund udenfor Horsens C.

De læsere, der snart modtager Østbirk Avis Østjydsk Avis for sidste gang i deres postkasse, kan stadig følge med i de gode artikler i avisens elektroniske udgave. Denne kan findes på hjemmesiden, hvor avisen også tilbyder et stort arkiv af tidligere udgaver.
 

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024