Alt for mange glemmer lygter og reflekser i mørket



43 % af danskerne har i løbet af det seneste år cyklet uden tændte cykellygter, mens det var mørkt. Det viser en ny undersøgelse lavet af YouGov for GF Fonden. Foto: GF-arkiv

Ikke alle danskere husker at tænde for deres egne eller deres børns cykellygter og finde reflekserne frem, når de skal ud i morgenmørket, eller når lyset forsvinder om eftermiddagen. Det viser en ny YouGov-undersøgelse, der får Rådet for Sikker Trafik og GF Forsikrings fond til at opfordre danskerne til at stramme op.

Af GF Fonden

Selvom mange danskere bryster sig af at være en del af en stolt og sikker cykelnation, så er der stadigvæk lidt arbejde at gøre, før vi kan kalde os super sikre cyklister i den mørke tid. 

En ny undersøgelse lavet af YouGov for GF Fonden afslører nemlig, at vi danskere er for sløsede med at gøre os synlige i trafikken. I undersøgelsen svarer 43 % af danskerne, at de i løbet af det seneste år har cyklet uden tændte cykellygter, mens det var mørkt. Og 32 % af dem, der ofte cykler uden lygter, fortæller, at det er, fordi de glemmer det.

Glemmer lygterne i morgentravlheden

- Der er fuld fart på om morgenen i de danske hjem. Mor og far skal gøre sig klar og have tøj på, børnene skal spises af, der skal laves madpakker, pakkes tasker, og hele familien skal gerne være ude af døren klokken 7.30. Derfor er det ikke så mærkeligt, at danskerne kan glemme cykellygterne i farten. Når det så er sagt, så er det ikke en undskyldning for at bevæge sig ud i den mørke efterårs- og vintertrafik uden lys på, siger Helle Nielsen fra GF Fonden, der bl.a. arbejder med at forebygge skader i trafikken.

Lys og reflekser redder liv

Det er ikke kun cykellygterne, det kniber med at huske. Vi halter også efter på refleksområdet. Således angiver 68 % af respondenterne i undersøgelsen, at de sjældent eller aldrig bruger reflekser eller refleksvest, når de bevæger sig rundt som fodgænger, mens det er mørkt. 39 % fortæller, at det er fordi, de ikke ejer reflekser, mens 37 % ikke tænker, at det er nødvendigt. 

Men lys og reflekser er faktisk nødvendigt, hvis man vil være sikker på at være synlig i trafikken. Det fortæller Rådet for Sikker Trafik.

Mørke cyklister er svære at se

- Vi ved fra undersøgelser, at mange bilister jævnligt møder cyklister i trafikken, som er svære at se, da der enten er dårligt eller slet intet lys på cyklen. Uden lys risikerer man at blive overset, så for ens egen sikkerheds skyld, så husk at få lys på cyklen, siger Pernille Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Pas på dig selv, som du passer på dit barn

Selvom de voksne danskere sløser med synligheden, så står det heldigvis anderledes til med børnene. Meget tyder nemlig på, at forældrene er bedre til at huske lygter og reflekser til deres børn end til dem selv.

For mens det kun var 6 % af respondenterne, der fortalte, at de selv altid har reflekser eller lignende på, når de bevæger sig rundt som fodgænger i mørket, så er det samme gældende for 20 % af deres 0-5-årige børn og 17 % af de 6-12-årige. 

Samme tendens gør sig gældende med cykellygterne, hvor 54 % af de voksne aldrig cykler uden cykellygter i mørke. Her er tallene 66 % for de 0-5-årige og 67 % for de 6-12-årige. 

Opfordring: Pas på jeres børn

- Det er interessant – om end meget naturligt – at forældrene er langt bedre til at sørge for deres børns synlighed i trafikken end deres egen. Men vi vil gerne opfordre de danske forældre til at passe på dem selv, som de passer på deres børn, siger Helle Nielsen fra GF Fonden.

Det budskab bakker Rådet for Sikker Trafik op om.

- Forældre er rollemodeller for deres børn, og børnene lægger mærke til, hvad forældrene selv gør. Så hvis forældrene ikke cykler med lys på eller bruger reflekser, så er der større risiko for at børnene også dropper det, siger Pernille Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
 

GF Fonden

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024