Borgerne selv skyld i, at de får solcelleørkener i kulturlandskaberne



Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

DEBAT - Meddelelser om, at nu rammes borgernes lokalområde af regeringens beslutning om at sprede endnu flere kinesiske solcelleanlæg og landvindmøller ud over vore smukke kulturlandskaber, nærmest lammer lokalsamfundene.

Af Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

Senest et kæmpeprojekt mellem Gedved og Tebstrup, men flere lignende projekter er på tegnebrættet i Horsens kommune. Især har planerne om solcelleørkener ved landsbyen Tyrsting og Mattrup Gods været beskrevet i Folkebladet.

Når vi i Danmark har indirekte demokrati, kan de berørte borgere passende spørge sig selv, om ikke de har sat deres kryds forkert? En vis selvransagelse hos de pågældende borgere kunne ønskes, for er de ikke selv skyld i med deres stemmeafgivning, at de får kinesiske solcelleørkener omkring deres baghaver? Det er meget trist at konstatere, at kun Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er eneste modstandere af at skamfere vore landskaber med landvindmøller og kinesiske solceller. 

Der er for øvrigt heller ikke nogen ordentlig plan for oprydningen, når den engang skal ske. Vindmøllernes vinger graves ned på Lolland, og det er slet ikke ordentligt undersøgt, hvad PFAS og afskallede galvaniseringer på solcellerne gør ved grundvandet. Det kommer til at koste kassen, når oprydningen efter det grønne vanvid engang skal iværksættes. 

En 24/7-energiforsyning, der ikke er afhængig af vind og vejr, bør ikke være tabu mere. Små sikre kernekraftværker er løsningen. Finland, Sverige, Polen, Holland og Frankrig udbygger deres energiforsyning på den måde – og dét lægger kun beslag på meget få hektar. 

Men nej, den grønne lobby har været dygtig til at påvirke Christiansborg-politikerne. Der er milliarder at hente til investorer, projektmagere, energiselskaber og lodsejere. En lille klasse af rige energibaroner bliver resultatet. Kritisk infrastruktur lægges i hænderne på lobbyister og investorer i stedet for at sætte middelklassen i stand til at producere deres egen el via solceller på tagene.

Gør man indvendinger imod den måde, den grønne omstilling gribes an på, bliver man skudt i skoene, hvilket jeg blev af borgmester Peter Sørensen på et byrådsmøde først på året, at man fortsat vil bygge fremtidens energiforsyning på fossile brændstoffer – uden skyggen af nogen som helst dokumentation. Sådan er debatniveauet, når man taler de grønne talsmænd midt imod.
 

Søren Lind Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Østbirk Kirke
29. maj 2024