Brugsen Tebstrup fejrede renovering



Brugsforeningens bestyrelse og butikkens personale stod klar inde i den nyrenoverede butik med smagsprøver og en varm velkomst til alle, der kom forbi for at fejre den store forvandling. (Foto: Per Bonde)

TEBSTRUP - Det er lidt af en forvandling, der er sket indenfor murene af Brugsen Tebstrup.

Tekst og foto Per Bonde

Hele byen var inviteret til åbningsfest, og når man ankom til Brugsen, var der pyntet op med flag og portal, så ingen kunne undgå at vide, at her var der fest. Årsagen var et kæmpe ansigtsløft til butikken, der bringer Tebstrup Brugsforenings snart 130-årige historie tilbage på sporet.

Indenfor tog brugsforeningens bestyrelse i mod med smagsprøver og en snak om butikkens forvandling og fremtid. Mange kom forbi – både unge og gamle – og alle fik et smil og et par ord med. Det er helt tydeligt, at man kender hinanden i Tebstrup, og at byens eneste butik er et vigtigt mødested, hvor små og store nyheder byttes og drøftes.

Fra freon til CO2

Vi fejrer ikke, det er en helt ny butik, eller at den har været lukket, men fordi vi nu er færdige med modernisering af butikken, fortæller Casper Gram, formand for Brugsen Tebstrup. For os i Tebstrup er det en festdag. Vi har været gennem en længere periode, hvor vi bogstaveligt talt har kørt med r… i vandskorpen. Vores nok væsentligste udfordring var vores køl og frost. Den en nu løst med et helt nyt køle og frost anlæg. Det gamle anlæg kørte på freon og var dyr i drift og vedligehold. Det nye kører på CO2 og er meget billigere i drift, og derudover har det den kæmpe fordel, at det ikke er nær så miljøbelastende som freon-anlægget.

Når vi nu var i gang, valgte vi at se på hele butikken. Hvordan kan vi indrette den mere hensigtsmæssigt til gavn for både kunder og ansatte, siger uddeler Theresa Mikkelsen. Det har været en travl og spændende periode med renoveringen, men heldigvis har kunderne accepteret, at vi rodede lidt, og som du kan se, er de glade for resultatet, og det er jeg taknemmelig for.
 

Udenfor var der pyntet op med flag og balloner ved indgangen til Brugsen Tebstrup, så ingen var i tvivl om, at her blev der markeret en festlig dag for den moderniserede butik. (Foto: Per Bonde)

Parkeringspladsen overfyldt

Rigtig mange kom forbi for at deltage i fejringen, så mange, at parkeringspladsen var overfyldt. Når man lyttede til snakken og hørte kundernes bemærkninger og kommentarer, var der stor begejstring for det, de så. Der var lækre smagsprøver og gode tilbud, så ingen gik skuffede hjem. Den eneste negative bemærkning der hørtes var, træls at parkeringspladsen er overfyldt. Men mon ikke det går over på mandag, smilede næstformand Rita, det gør den nye butik heldigvis ikke.
 

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024