Lærling hos John A. Laursen modtager flot pris



21-årige Jesper Riis Christensen modtog DI's LærlingePris 2021 på sin virksomhed John A. Laursen A/S onsdag aften. Fra venstre er det partner i John A. Laursen A/S Kristian Aarslev, næstformand i DI Sydøstjylland Lars Nonboe og yderst til højre mester John A. Laursen, der flankerer prisvinderen.

DI Sydøstjylland har igen i år uddelt en pris til en lærling eller elev, der har været særlig engageret, dygtig, fagligt interesseret eller på anden måde har udmærket sig i løbet af praktikperioden. I år blev det en helt særlig lærling i håndværksvirksomheden John A. Laursen A/S, der modtog prisen.

Af DI - Dansk Industri

21-årige Jesper Riis Christensen modtog DI's LærlingePris 2021 på sin virksomhed John A. Laursen A/S onsdag aften. Fra venstre er det partner i John A. Laursen A/S Kristian Aarslev, næstformand i DI Sydøstjylland Lars Nonboe og yderst til højre mester John A. Laursen, der flankerer prisvinderen.

Han siger altid ja, uanset hvilken opgave han bliver præsenteret for. Opgaverne løses med stort gåpåmod og uden fejl. Og han kan både køre firmabil og klare ledelsen af egne opgaver.

Sådan lød beskrivelsen af 21-årige Jesper Riis Christensen, der er tømrerlærling i håndværksvirksomheden John A. Laursen A/S med afdelinger i både Odder, Gedved og Skanderborg, i den indstilling som DI Sydøstjylland modtog.

- Vi har fået flere gode indstillinger til DI Sydøstjyllands LærlingePris, men Jesper Riis Christensen skilte sig ud. Ud over at have appetit på de daglige opgaver har Jesper også udmærket sig ved at have øje for kvaliteten og detaljerne i de enkelte opgaver. Han er en stor inspiration og rollemodel for andre unge såvel som voksne, og han er en god repræsentant for sit fag. Han har i den grad fortjent DI Sydøstjyllands LærlingePris 2021, siger bestyrelsesmedlem i DI Sydøstjylland Lars Nonbye, der har siddet i dommerkomiteen.

Det er lokale virksomheder i Horsens, Odder, Hedensted og på Samsø, der selv har indstillet deres lærling eller elev til DI Sydøstjyllands LærlingePris 2021. Og hos håndværksvirksomheden John A. Laursen A/S var der også stor glæde over, at det netop var deres lærling, som løb med dette års pris.

- Jesper er både dygtig og fuld af gåpåmod i det daglige arbejde. Han tænker altid over næste skridt i arbejdsprocessen, og selv svendene har respekt for det arbejde, han udfører. Med sådan en dygtig lærling, så får man lyst til at ansætte endnu flere lærlinge. Han har viljen til at lære og til at udføre et godt stykke håndværk. Og han er en god kollega. Derfor er jeg også bare så glad for, at han bliver belønnet med DI Sydøstjyllands LærlingePris, siger Kristian Aarslev, der er partner og byggeleder i John A. Laursen A/S.

DI Sydøstjyllands LærlingePris 2021 blev uddelt på DI Sydøstjyllands årlige erhvervstræf, som blev afholdt på Palsgaard i Juelsminde den 18. august 2021.

- Vi håber, at vi med LærlingePrisen kan være med til at fremhæve de mange dygtige unge, der vælger en erhvervsuddannelse. Vores lokale virksomheder har brug for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse og en karriere i en af vores mange virksomheder. Der er allerede nu stor efterspørgsel på medarbejdere med en faglært uddannelse inden for både industri og byggeri, og den efterspørgsel bliver kun større i fremtiden, når de store årgange lige om lidt går på pension. Derfor har vi brug for flere som Jesper, siger Lars Nonbye, bestyrelsesmedlem i DI Sydøstjylland.

DI - Dansk Industri

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024