Crowdfunding for Vestbirk Forsamlingshus



I efteråret var der optræk til panik i Vestbirk. De stigende energipriser spiste i foruroligende hast den i forvejen ikke alt for store kassebeholdning. Hvis der ikke skete noget snart, ville en lukning være nært forestående.

Bestyrelsen indkaldte til krisemøde med invitation til alle, der interesserer sig for forsamlingshuset, og konklusionen på mødet var klar – forsamlingshuset må ikke lukke. 

På mødet kom der mange gode forslag, bl.a. udskiftning af gasfyret til en luft til vand varmepumpe og en hel række aktiviteter der kunne give penge til forsamlingshusets fortsatte drift. Et af dem var Crowdfunding til at skabe den nødvendige likviditet til at bringe forsamlingshuset på ret køl.

På generalforsamlingen torsdag fortalte formand Jan Møgelbjerg, at der var kommet ny varmekilde, at der var var sat gang i en hel række nye aktiviteter, som områdets beboere har taget godt i mod, og at man lige har lanceret en ny og meget informativ hjemmeside.

Kasserer Merete Mårbjerg fremlagde et blodrødt regnskab for 2022, som især havde røde tal som følge af de meget høje energipriser. Merete Mårbjerg kunne heldigvis berette, at det ser ud til at blødningen er stoppet, og nu er det mere et spørgsmål om likviditet, men at det ville Hanne Sole fortælle om løsningen af.

Det satte forventningerne i vejret, men først efter alle de øvrige punkter på generalforsamlingens fik Hanne Sole ordet. 

Hanne Sole orienterede om initiativet til Crowdfunding eller på dansk – netværksfinansiering af ny varmekilde til Vestbirk Forsamlingshus. 

Målet er at tegne sponsorater og investeringsbeviser/lån for 150.000 kr., hvilket er forsamlingshusets maksimale finansieringsbehov for de kommende 3 år. De investerede beløb betales tilbage når der er i balance med varme- og energiregninger på normalt niveau og et regnskab, der går i plus.

Vi udbyder investeringsbeviser à 500 kr., siger Hanne, og de udbydes over et forløb på tre uger, startende den 24. februar. Jeg håber rigtig mange både i og udenfor Vestbirk vil bakke op om initiativet, så vi får lagt den nødvendige bund under forsamlingshusets økonomi. 

I kan læse mere om vores Crowdfunding på hjemmesiden vestbirkforsamlingshus.dk, sagde Hanne Sole og sluttede med at gøre opmærksom på, at forsamlingshuset selvfølgelig også gerne modtager sponsorater og donationer.

Jan Møgelbjerg afsluttede generalforsamlingen med en opfordring om at investere, både i Crowdfunding beviser, men også billetter til Tue Wests støttekoncert til forsamlingshuset.

pebo
 

Lignende artikler

pebo

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024