Den Alternative Margueritrute blomstrer i Horsens



Foråret er over os, og rundt i Horsens midtby er der blomstret en ny gårute op. Horsensianerne, og særligt de ældre fra byens aktivitetscentre, har strikket og hæklet margueritter i stor stil, og udpeget favoritsteder i midtbyen.

I februar opfordrede MÆRK Byen og strikkunstner Emilie Fauerskov horsensianerne til at finde strikkepinde og hæklenåle frem - det er der nu kommet flere end 150 fine håndlavede margueritter ud af. Margueritterne hænger nu på en rute rundt omkring i Horsens midtby, hvor de er placeret på særlige steder udvalgt af byens borgere.

Horsensianernes særlige steder

Ruten, der bevæger sig i områderne omkring Sønderbro, centrum, vestbyen og ud langs fjorden er skabt i samarbejde med mange af byens borgere. Særligt de ældre fra byens aktivitetscentre, især Ceres Centret, Åpark Centret og Kildebakken, har været flittige med strikkepinde og hæklenåle.

Punkterne på ruten er lavet ud fra horsensianernes gode tips om særlige steder i Horsens midtby. Eksempelvis kommer man forbi et håndaftryk fra en indemuret ung middelalderkvinde ved Klosterkirken, en smuk udsigt over fjorden ved Den gamle badeanstalt, street art på Havnen, de gamle træer i Vitus Berings Park og et hyggeligt smut op ad Skolegade ønsket af Pia, fordi det er vejen hjem for hende.

Spot en marguerit

Alle margueritter er plottet ind på Google Maps.

Læs mere om ruten på MÆRK Byens Facebook: www.facebook.com/maerkbyen

Går du en tur på ruten, eller spotter du en marguerit i bybilledet, så tag gerne et billede og 'tag' @mærkbyen eller brug hashtagget #denalternativemargueritrute

Link til Den Alternative Margueritrute: www.bit.ly/3t3Nxgv

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024