Det gode landsbyliv i Ejer Bjerge



Lokalrådet i det naturskønne område syd for Aarhus inviterede til velbesøgt borgermøde.

Hallen på Ejer Bavnehøjskolen var pænt fyldt i tirsdags, da den nye sammenslutning af byerne Tebstrup, Ris, Tåning, Ejer og Horndrup under fællesbetegnelsen Ejer Bjerge havde indkaldt til borgermøde.
 Overskriften var synliggørelse af det gode landsbyliv i landsbyerne i den sydlige del af Skanderborg Kommune, og de udfordringer man har for synliggørelse og opmærksomhed omkring  vækst og bosætning.
 Til at synliggøre hvad der driver bosætning i et området og f.eks. får byboere i Aarhus til at tilvælge en fremtid i et aktivt landsbymiljø havde lokalrådet inviteret fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.
 Via omfattende bosætningsanalyser kunne aftenens foredragsholder statistisk fortælle de fremmødte hvilke udfordringer man typisk står over for.
 Generelt er der mangel på lejeboliger uden for storbyerne, man skal huske at næsten halvdelen af dem der bor i Aarhus, bor til leje. Ligeså at der fra Aarhus flytter rigtig mange i aldersgruppen 25-38 år, fortalte Jesper Bo Jensen.
 Man søger efter en bolig f.eks. omkring Aarhus, til man finder noget der passer til pengepungen. Man giver hellere afkald på krav til afstand end indhold i boligen, og man flytter helst ikke for langt, det gælder i særdeleshed for seniorer. I lokalområdet er førstehåndsindtrykket vigtigt var nogle af konklusionerne på aftenens indlæg. Samtidig skal man huske at byboere ikke tilvælger det ukendte som f.eks. dagplejer frem for vuggestue og tunge opgaver i et foreningsliv.

Et aktivt landsbyliv i Ejer Bjerge
- Alle områdets foreninger bliver indbudt sagde Morten Rose Vilholm fra lokalrådet efterfølgende da han præsenterede Lokalrådets idéoplæg inden der blev indbudt til gruppearbejde for at få gode idéer på bordet.
 - Hvordan organiserer vi os med inddragelse af borgere, institutioner, foreninger og erhvervsliv var et af de tiltag som lokalrådet allerede forud for mødet havde udarbejdet bud på. Ligeledes havde man haft møde med borgmester Jørgen Gaarde sammen med kommunaldirektøren. Her skal Ejer Bjerge gerne frem mod forsommeren komme med egne forslag til hvad man ønsker, og hvilke tiltag som kan markedsføre området. Bl.a. luftede Morten Rose Vilholm ambitionen om selv via fonde at skaffe midler i overbevisningen om at man kommer længere, hvis man selv kan levere en pose penge.
 Til den efterfølgende idégenerering i anden halvleg af det velbesøgte borgermøde fik borgerne taletid.
 - Det ligger os meget på sinde at sikre et ”fælles fodslaw” i Ejer Bjerge, og vi har brug for at få ideerne frem i lyset – fra alle afkroge af vores område. Derfor var det virkelig skønt at se, hvordan der blev arbejdet koncentreret med at diskutere, hvad det gode ved at bo i Ejer Bjerge er – og med ideer og inspiration til fremtidige projekter, fortæller Morten Rose Vilholm fra lokalrådet i Ejer Bjerge.
 - Idéerne var mange; lige fra stisystemer til ridning, naturlegepladser, fælles kontorpladser til de mange borgere med hjemmearbejdspladser og til en velkomstpakke til nye borgere i Ejer Bjerge. Vi går nu hjem og kigger grundigt på de rigtig mange post it’s og plancher, som borgerne har skrevet deres idéer på og bruger dem til det videre arbejde, som skal munde ud i konkrete udviklingsforslag til Skanderborg Kommune senere på foråret, slutter Morten Rose Vilholm.

Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024