Erhvervslivet betyder alt



(Foto: Per Bonde)

Borgmester Peter Sørensen ved, at samfundet er dybt afhængigt af et velfungerende erhvervsliv.

Af Per Bonde

Derfor er Peter meget interesseret i at besøge de lokale erhvervsvirksomheder. Dels fordi han er et nysgerrigt menneske, der gerne vil kende alle hjørner af kommunen, men i høj grad også for at kende de udfordringer, de lokale virksomheder har. Det kan være alt inden for beskæftigelse, miljø- og planlov, færdselslov, ja, al lovgivning og bekendtgørelser fra myndigheder, der direkte eller indirekte har indflydelse på en virksomheds drift.

Peter kommer både som privatperson og som borgmester, og det er i rollen som borgmester, han kan skubbe på de rigtige steder for at få ændret på de udfordringer, der bliver fremført.

Der er behov for at udvide bemandingen og lagerfaciliteterne

Indehaver af Gantrup Trailergård, Allan Hansen, havde inviteret borgmesteren på besøg, og mandag 24. april var dagen, besøget fandt sted.

Allan viste rundt i virksomheden med start i de oprindelige lokaler og så ellers rundt i de bygninger, der efterfølgende er opført. Fortællingen var dog ikke kronologisk, f.eks. om den garage det hele startede i. Da den blev vist frem, fortalte Allan med stolthed om den spæde start, men med mindst lige så stor passion om, at den nu benyttes til lager for et nyt produkt, Gantrup Trailergård har fundet – opbevaringskasser til montering på trækstangen, og som også sælges af andre trailerforhandlere.

Sådan var det med hele rundvisningen. Allans fortælling om virksomheden var præget af dynamik og villighed til at prøve nyt og teste grænser. Lagerhallerne og værkstedet er omdrejningspunkt i forretningen, og med stor passion fortalte Allan om de dele af forretningen, og man mærkede, at medarbejderne var lige så passionerede om deres arbejde. Man får ansvar, og så længe man løfter det, har man stor frihed, er Allans filosofi.

Rundvisningen sluttede i salgs- og administrationsafdelingen. Her viste det sig, at Peter Sørensen havde gamle bekendte, så der var også tid til udveksling af private nyheder og hilsner. Herefter var der kaffe og rundstykker i personalestuen, og personalet deltog til stor glæde for borgmesteren.
 

Udfordringerne blev vendt over kaffen

Til medarbejdernes glæde blev der talt om rekruttering af 4 nye medarbejdere, og Peter Sørensen gjorde det klart, at her vil kommunens jobcenter gerne hjælpe, når og hvis der bliver behov.

Herudover var det især kørehviletidsregler og planlov og ikke mindst uhensigtsmæssighederne i disse, der blev vendt. Der var ikke tale om diskussion, for uhensigtsmæssighederne er så åbenlyse, at det bør ændres. Borgmester Peter Sørensen lovede at bruge de kanaler, han har ind i ministerier og Christiansborg til at arbejde for ændringer, uden dog at kunne love, at det sker.

Efter kaffen takkede både Peter Sørensen og Allan Hansen for et godt og interessant besøg og hastede videre i hver deres travle hverdag.
 

Lignende artikler

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024