Et år med krig kan få livslange konsekvenser for børn



Ukraines børn har i dag gennemlevet 365 dage med vold, traumer og tab. Krigen har sendt millioner af børn på flugt, frarøvet dem deres skolegang og påvirket deres psykiske trivsel. Krigen risikerer at få livslange konsekvenser for en hel generation.

Af UNICEF Danmark

Otte millioner mennesker har det seneste år forladt Ukraine. Langt størstedelen af dem er kvinder og børn. Børn på flugt er blandt de allermest sårbare grupper i verden. Særligt dem der flygter uledsagede eller bliver adskilt fra deres familie undervejs. Børn, der rives væk fra deres base, er i risiko for vold, overgreb og udnyttelse, og de går glip af vigtige år på skolebænken.

”Jeg er netop kommet hjem fra Rumænien, hvor jeg har jeg mødt børn, der har forladt alt, hvad de kender og er trygge ved, for at komme i sikkerhed. Det er klart, at sådan en flugt påvirker børns mentale trivsel, men vi ved også, at der er risiko for, at børn bliver udnyttet og bliver ofre for menneskehandel, når der pludselig hersker undtagelsestilstand omkring dem. Det er en stor prioritet for UNICEF at gribe børn i sådanne situationer. Blandt andet ved at være til stede ved grænseovergangene,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark, der blandt andet har besøgt nogle af de modtagecentre, som UNICEF driver sammen med andre partnere ved grænsen til Ukraine.

Krigen har skabt en national uddannelseskrise

I alt har flere end fem millioner ukrainske børn fået afbrudt deres skolegang som konsekvens af krigen i Ukraine. Det skyldes, at tusindvis af skoler er blevet beskadiget eller ødelagt. Online undervisning er i mange tilfælde ikke en mulighed på grund af strømafbrydelser i store dele af landet. Samtidig anslås det, at to ud af tre børn, der er flygtet ud af Ukraine, ikke er indskrevet i modtagerlandets uddannelsessystem.

”Uden adgang til uddannelse vil en hel generation af børn fra Ukraine vokse op uden de færdigheder, de har brug for, for at klare sig i livet og indfri deres drømme for fremtiden. Skolerne er også et enormt vigtigt rum i forhold til at hjælpe børn med at bearbejde de grusomheder, de har oplevet det seneste år. Her er de tæt på kompetente og fortrolige voksne, og de oplever en grad af normalitet. Alt sammen noget der er vigtigt under krige og konflikter,” siger Susanne Dahl.

Ubearbejdede traumer stjæler børns fremtid

Krigen har haft ødelæggende virkninger på børns psykiske trivsel. UNICEF anslår, at mindst halvanden millioner børn har fået alvorlige psykiske mén af deres traumatiske oplevelser det seneste år. Denne gruppe risikerer blandt andet alvorlig depression, angst og PTSD. Hertil kommer hundredtusindvis af øvrige børn, der også er traumatiseret, men hvor tilstanden forventes at være mere forbigående.

“Alle børn har ret til at vokse op i sikkerhed og med lige muligheder. Og det har krigen i Ukraine sat totalt over styr for millioner af børn. Hvis ikke de får bearbejdet deres traumer, kan det få livslange konsekvenser. Ukraines børn har desperat behov for stabilitet, beskyttelse og psykosocial støtte. Mere end noget andet har de desperat brug for fred,” siger Susanne Dahl.
 

UNICEF Danmark

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Kemikalieudslip i Nim
06. maj 2024