Et mere skånsomt Gudenåprojekt



Der er ingen prop i Gudenåen ved Vestbirk Vandkraftværk. For byer kan regn give problemer. For vandkraftværker er regn guld. I Horsens Kommune er vi heldige at have et yderst velfungerende et af slagsen ved Vestbirk. 99 år og still going strong. Hvis altså byrødderne fanger pointen. For der er en and i vandet, og kommunen vil lukke værket!

Af Line Iversen, Gedved
Brøndager 31, 8751 Gedved

I forbindelse med omtale af Horsens Kommunes plan for et stort vandløbsprojekt omkring Vestbirk, så lyder det blandt andet. Citat: ”Vandløbsprojektet har til formål at fjerne de sidste spærringer for Gudenåens frie løb.” Jeg ved ikke hvor denne and stammer fra, men den sidste spærring er altså allerede fjernet. Det skete i 2014, da dæmningen omkring Den Genfundne Bro blev fjernet og dermed fuldendte det store fiskestryg i å-størrelse, som blev lavet i 1992. Et kæmpestort hul i dæmningen i Bredvad Sø, så der er allerede fuld frihed på for fisk og andre vanddyr.

Dette giver muligheden for at fisk og vandkraft kan leve parallelt. Og Horsens Kommune undgår at ryge længere ned på listen over kommunernes selvforsyningsgrad med grøn energi, som det vil ske, hvis værket lukkes. Der produceres faktisk en del grøn strøm. Omkring 400-500 huse kan prale af at have grøn strøm. Og det uden glasfiber eller aluminium, som bruges til vindmøllevinger og solceller. Heller ingen naboklager, som en evt. erstatnings-energikilde vil fremkalde. Opførelse af en erstatnings-energikilde skal også medregnes i det galoperende budget over kommunens nuværende å-projekt, samt i CO2 beregningerne.

Jeg vil give Naturstyrelsen helt ret, det vil være negativt at tivolisere området. Både af hensyn til naboer og natur.

Jeg ved godt, at politikere og dermed også byrødder bedst kan lide ideer, som de selv har fundet på, eller som folk i den kommunale forvaltning brænder for. Jeg vil alligevel vove at komme med et alternativ til kommunens vildt dyre vandløbsprojekt. (NB: Selvom nogle penge hentes i en anden kasse, så er det stadig skattekroner). Lad å og grøn energi bestå side om side. Skån naturen for store forstyrrende indgreb, som et kæmpeprojekt vil skabe både under og efter anlægsfasen. Vær stolte over den fantastiske grønne energikilde, som det gamle velfungerende Vestbirk Vandkraftværk repræsenterer, og begræns projektet til at bruge stedet som udgangspunkt for folkelig oplysning omkring vand og energi. Det er et levende vandkraftværk helt perfekt til.

Så næste gang det regner, så husk at glæde dig over den grønne strøm, som bliver lavet i den smukke natur ved Vestbirk.
 

Line Iversen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024