FÆNGSLET 2023: Besøgsrekorder, erhvervsaktivitet og bæredygtighedsfokus



Foto: Jesper Rais

HORSENS - 2023 blev på FÆNGSLET et år med helt nye arrangementer, besøgsrekorder, masser af møder og konferencer, istandsættelse af lokaler til helt nye formål og fokus på mere bæredygtighed.

Oplevelsesvirksomheden FÆNGSLET ser tilbage på et 2023, hvor både nyheder og gamle kendinge har prydet eventprogrammet, hvor gæster i tusindtal er strømmet gennem den grønne port, takket være Fængselsmuseet og erhvervslivet der har holdt store konferencer og fester, og hvor der samtidig er blevet istandsat historiske lokaler til nye formål. De mange aktiviteter fik FÆNGSLET ud af 2023 med et overskud på 371.000 kroner.

"Vi er sat i verden for at bevare og udvikle vores kulturarv, både bygningsmæssigt og i vores indholdsprogram, så det glæder os, at vores investeringer har tilført solid kapital både på den kulturelle og økonomiske bundlinje," siger FÆNGSLETs bestyrelsesleder Jan Hessellund.

Både velkendte arrangementer og nye tilføjelser til eventprogrammet bidrog til den høje aktivitet. Jul på FÆNGSLET satte endda en besøgsrekord med imponerende 39.000 gæster til det store julemarked i november. Fra koncerter med anerkendte kunstnere som Thomas Helmig og Phlake til helt nye og udsolgte begivenheder som "Rappelling by Night" og "Biograf i Arresten", var der noget for enhver smag på FÆNGSLET i 2023.

"Vi arbejder konstant på at forny os og skabe nye, spændende arrangementer, mens vi samtidig bruger vores historiske platform til at inspirere gæster til egen udvikling og nye perspektiver. De udsolgte arrangementer viser, at de er blevet taget godt imod, så det er vi enormt glade for," siger direktør for FÆNGSLET Astrid Søes Poulsen.

Besøgsboom, belægningsrekord og bred erhvervsaktivitet

Fængselsmuseet oplevede også en bemærkelsesværdig stigning i besøgstallet i 2023 med 76.000 gæster, hvilket overgår den næsthøjeste besøgsrekord fra året før. SleepIn havde den højeste belægningsprocent i vandrehjemmets historie med gæster fra både ind- og udland, lejrskoler, event- og konferencegæster.

Erhvervsvirksomheder og offentlige organisationer fra hele landet har fyldt godt op i de gamle værkstedslokaler og i Vestsalen med alt fra de helt store konferencer, messer og personalefester til produktfremvisninger, workshops, inspirationsdage og strategimøder.

"Jeg er stolt af holdets resultater i et år præget af stigende renter og inflation, som har skabt stor konkurrence og prisfølsomhed. Ved at skærpe vores salgs- og markedsføringsaktiviteter har vi formået at opretholde en stærk udvikling. Det er godt gået," siger Astrid Søes Poulsen.

Fokus på istandsættelse og bæredygtighed

De historiske lokaler er løbende blevet restaureret til nye formål og åbningen af Væveriet, der nu huser 11 kunstneriske atelierer, symboliserede en fortsat satsning på at udvide FÆNGSLETs tilbud og tiltrække et bredere publikum. Det samme gælder det nye konferencelokale i det tidligere træværksted.

FÆNGSLETs engagement i bæredygtighed blev også styrket i 2023 med flere initiativer til at reducere forbruget af el, vand og varme. Investeringer i energieffektive teknologier og implementeringen af vandbesparende foranstaltninger er også nogle af de tiltag, der er blevet iværksat.

"Ved at reducere vores ressourceforbrug og arbejde mod en Green Key-certificering samt arbejde målrettet med en ESG-rapportering, har vi taget konkretet skridt mod at mindske vores miljømæssige fodaftryk. Det er et meget vigtigt fokus i vores fremadrettede arbejde," siger Jan Hessellund.

"Med vores blik rettet mod fremtiden er vi også allerede i gang med et 2024 med fortsat udvikling af både møde- og konferencefaciliteter samt kulturelle begivenheder," slutter Astrid Søes Poulsen.
 

FÆNGSLET

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Østbirk Kirke
29. maj 2024