Far er vigtig – mere end vi taler om



Andreas Boesen, Byrådsmedlem (S)

DEBAT - Der findes kun ganske få arter i dyreriget, hvor hannen spiller en stor rolle i opvæksten. Mennesket er én af dem – og det er ikke uden betydning. For fædre spiller en langt større rolle, end vi ofte taler om.

Af Andreas Boesen
Byrådsmedlem (S)

Vi er børnepassere, forsørgere, legeonkler og livslærere. Vi er vigtige – både for barnet og for barnets mor. Når fædre træder helt ind i familien og ikke bare står på sidelinjen, giver det luft til familien, ro til mor og tryghed til barnet. 

Mænd engagerer sig i familielivet som aldrig før: På få år er deres barsel øget med hele 78%. Det er en kæmpe forandring – og det kalder på nye idealer for, hvad det vil sige at være mand og far i dag.

De klassiske faderfigurer – dem, der sad i stuen og ventede, mens mor tog sig af det hele – er heldigvis på vej ud. Men det tager tid at finde de nye balancer. Det minder om dengang, kvinderne begyndte at træde ind på arbejdsmarkedet. Dengang var der heller ikke mange rollemodeller. Nu står mænd i en lignende situation – bare med hjemmet som ny arena.

Men én ting er sikkert: Når mænd bliver bedre fædre, bliver de også bedre mennesker. Bedre partnere. Bedre ledere. Bedre samfundsborgere. For den, der kan være nærværende i et hjem, kan også være nærværende på en arbejdsplads. Den, der kan lytte til sit barn, kan også lytte til sine medarbejdere.

Derfor skal vi skabe mere plads til fædre i familielivet. Det kræver, at vi som samfund – kvinder såvel som mænd – bakker op og viser, at vi forventer, far er med hele vejen.

Så lad os hejse flaget og hylde fædrene i dag. Og samtidig arbejde for bedre rammer for dem. Bedre barselsvilkår for dem, hvor overenskomsterne ikke er fuldt med. Bedre kultur for at farmand tager barnets første sygedag, der hvor det stadig bliver set ned på. Øget fokus på mænds trivsel, så vi har glæde af dem i mange år. Det gavner børnene. Det styrker familierne. 

Ps: En kæmpe highfive til alle jer, der spiller en far-lignende rolle for børn, der ikke er jeres egne – stedfædre, plejefædre, legeonkler og venner. Og et kæmpe kram til jer, der lige nu kæmper med fertilitetsbehandling eller adoption. Jeres tid skal nok komme.
 

Andreas Boesen

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025