Gudmund viser stolt gaverne frem – en hel bordfuld kærlige hilsner og små tanker til en mand, der har gjort indtryk på mange.
VÆR/NEBEL - En eftermiddag med tapas, kirkeklokker og en ganske særlig stemning, da sognehuset summede af varme mennesker, der ville ønske Gudmund god vind videre – oplevet gennem fotografens linse og hjerte.
Tekst og foto Arendina Post de Jong
Den 27. april klokken 17.00 trådte jeg ind i sognehuset for anden gang den dag, kameraet om halsen og hjertet lidt blødt. Bordene var dækket fint op, og duften af lækker tapas og frisk kaffe fyldte rummet. Ude i hjørnet lå appelsintrøflerne og lokkede – små, søde fristelser midt i det hele.
Der var igen fyldt godt op. Folk var kommet for at tage afsked med Gudmund – og det kunne mærkes. En venlig summen, et grin her og der, og de der stille smil, som siger: "Tak for denne gang."
Solen ramte søen, klokkerne slog
Midt i alle de små taler og indslag rejste Gudmund sig for at sige et par ord. Og som om himlen selv havde timet det, begyndte kirkeklokkerne at slå præcis i samme øjeblik. Vi blev helt stille. Solen stod lavt, og dens stråler dansede på søens overflade udenfor. Lyset gled gennem trækronerne, og hele rummet blev badet i et gyldent skær.
Et magisk øjeblik – og mit kamera fangede det, men jeg tror egentlig, at det bedste billede blev taget i hjertet.
Gudmund løftede paraplyen – en trofast følgesvend fra karrierens begyndelse – og fortalte, hvordan man holder sig tør med stil, selv på de våde kirkegårdsdage.
En paraply med historie
Et af billederne fra dagen viser Gudmund med en helt særlig paraply. Den fik han i begyndelsen af sin præstegerning – en gave fra Hougård Begravelse. Ikke noget feminint, ingen reklame – bare en solid paraply til regnvejrsdage på kirkegården. Sådan en lille ting, der siger meget om en mand.
Små ord med stor betydning
Gudmund, som elsker ordsprog, kunne selvfølgelig ikke lade være med at give os et på falderebet: "Det var værd at være i Vær." Et grin bredte sig i salen – de fleste havde vist hørt ham sige det før.
Han sluttede med nogle linjer fra en TV2-sang, der satte ord på stemningen: "Som om vi ikke lever mer'
Som om det hele sku' vær' forbi
Som om det bare slutter her..."
Men Gudmund mindede os også om, at det ikke er slut. Det er en ny begyndelse. En ny milepæl.
Og da jeg gik ud i den lune aften med kameraet pakket væk, tænkte jeg: ja, det var værd at være i Vær.
