Ferie med afstand: Gå off-piste i Horsens



Vinterferien behøver ikke blive kedelig – tag børnene med ud i naturens egen legeplads. Foto: Turistsamarbejdet Kystlandet

Find blot skitøjet frem fra gemmerne – vinterferien er langt fra aflyst. Sneen ligger spredt i landskabet og oplevelserne gemmer sig lige om hjørnet fra det velkendte. Turistsamarbejdet Kystlandet har lavet en ny online guide, der giver det fulde overblik over alle vinterferiens aktiviteter i Horsens. 

Endnu en gang ser danskerne frem mod en ferie, der er præget af COVID-19-epidemien og de deraf medfølgende restriktioner om afstandskrav og forsamlingsforbud. Men selvom mange traditionelle udflugtsmål, attraktioner, hoteller og restauranter er lukkede, er der ingen grund til at gå slukøret mod vinterferien i uge 7.

VisitHorsens, der er en del af Turistsamarbejdet Kystlandet (Horsens, Odder og Hedensted Kommuner), har udarbejdet en online vinterferieguide med det formål at inspirere danskerne til at bruge naturen som en oplevelses-arena, hvor selv de knapt så outdoor-øvede kan få mange gode oplevelser.

- Vi vil gerne hjælpe med at inspirere borgerne til at (gen)opdage flere dejlige steder i kommunen – og kommunerne lige omkring os, udtaler turistdirektør Helle Berthold Rosenberg. 

- Af naturlige årsager har vi stort fokus på naturoplevelser lige nu, og skal jeg selv give et tip, så synes jeg, man skal udfordre sig selv til en god omgang vinterbadning. Det er grænseoverskridende, men virkelig livsbekræftende… Når først man er kommet op!, bekræfter Helle Rosenberg med et smil. 

- Skulle borgerne ligge inde med nogle gode tips til flere oplevelser i vores dejlige område, store som små, hører vi naturligvis også meget gerne fra dem.

Gå off-piste i baghaven

Er man bosat i Horsens-området, har man ofte et par yndlingsdestinationer, når programmet lyder på frisk luft, såsom de populære lokationer Bygholm Sø, Husodde Strand, Sukkertoppen og Den Genfundne Bro.

Med de gældende afstandskrav og forsamlingsforbud er der dog risiko for, at disse områder overrendes i ferien. Derfor opfordrer Turistsamarbejdet Kystlandet Horsensianere og gæster til at gå ”off-piste” – og finde nogle af de mange andre skjulte perler, der findes i området.

Besøg for eksempel De Fire Enge, Nørrestrand, Hansted Skov, Sondrup Bakker eller Uldum Kær, der alle er fantastiske naturområder, oplagte til at udforske til fods eller med en tur på mountainbiken. Alle områder har velskiltede stisystemer.

Til de mere historieinteresserede anbefales en tur til Vestbirk Vandkraftværk eller Klostermølle ved Mossø. Begge steder har overdækkede opholdsområder, der giver gode forhold til at nyde en kop kaffe eller varm kakao fra termokanden, i de flotte omgivelser.

Tag børnene med ud i det fri

Med udsigt til vedvarende snevejr er det oplagt at tage børnene med på en kælketur. I guiden er der forslag til de bedste bakker i området, hvis det faste kælke-spot allerede er fyldt, eller kælken blot trænger til at køre i nye spor.

For pilfingrene er halvøen Borre Knob et paradis. Kortere stisystemer gør det overkommeligt at have de mindre størrelser med på gåtur, og det lave vand samt den brede sten-strand om halvøen, gør Borre Knob perfekt til at lede efter flotte sten, små vanddyr og skaller.

Et lidt længere ophold i naturen kan kombineres med et besøg på én af de mange shelter- og bålpladser i Horsens. Et shelter giver ly for vinden, og med lidt medbragt træ, skaber bålet både varme og hygge. Mange shelters skal bookes i forvejen, men så er man også garanteret at have det hele for sig selv, og kan trygt slippe ungerne fri i den omkringliggende natur.

Guiden kan tages med på farten via smartphone, så der hurtigt kan findes ny inspiration, hvis parkeringspladsen på udflugtsmålet allerede er godt fyldt. Se den fulde guide til vinterferien og find yderligere inspiration på visithorsens.dk.
 

Kystlandet

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024