Fire dage fyldt med gratis middelalder-oplevelser



Der bliver rig mulighed for at komme i den helt rette middelalder-stemning, når der fra den 19.-22. august holdes 'Smagen, duften og lyden af middelalder' i Horsens. Her et billede fra Horsens Middelalderfestival 2019. Foto: Hanne Nielsen

Som afløser for Horsens Middelalderfestival er et anderledes program nu klart - og det er spækket med begivenheder, der både smager, dufter og lyder som middelalder.

Koncert med Sorten Muld i Lunden, tårnblæsere i Vor Frelser Kirkes tårn, middelalderrabalder i Søndergade og gøglerlejr i Vitus Bering Park.

Der bliver noget for enhver smag, når der fra den 19.-22. august holdes middelalderdage i midtbyen under navnet 'Smagen, duften og lyden af middelalder'.

For selvom Horsens Middelalderfestival er blevet aflyst, bliver der stadig rig mulighed for at tage manden, konen, kæresten, vennerne og børnene med, når Horsens Middelalderfestival præsenterer fire dage med over 20 ting på programmet. 

- Vi er i en tid, hvor mange ting stadig ikke er som de plejer, men heldigvis er det nu muligt, at vi igen kan få kulturoplevelser sammen. Horsens er og bliver en kulturby, og jeg er glad for, at vi kan arrangere spændende begivenheder til glæde for byens borgere. De fire middelalder-dage bliver starten på en sensommer og et efterår fyldt med kulturtilbud både for store og små, siger borgmester Peter Sørensen.

Koncerter og jubilæumsudstilling 

Derudover er det selvfølgelig heller ikke gået i glemmebogen, at Horsens Middelalderfestival sidste år havde 25-års jubilæum.

Det bliver fejret med en udstilling på Torvet, hvor Horsens Kommune i samarbejde med Horsens Folkeblad udstiller en række billeder fra middelalderens historie gennem 25 år.

Alle arrangementer gennem de fire dage bliver desuden ganske gratis. Dog skal man være opmærksom på at bestille billetter samt have coronapas til enkelte arrangementer - heriblandt en helt særlig koncert i Lunden fredag aften med det legendariske danske orkester Sorten Muld, der spiller en kombination af skandinavisk folkemusik og elektronisk musik. På denne aften bakkes bandet op af middelalderorkestret Virelai i en dobbeltkoncert. 

Der bliver også et særligt tilbud til kommunens daginstitutioner. Om fredagen er de nemlig inviteret til 'Gøglernes Lejr' i Vitus Bering Park til en hyggelig formiddag. 

- I år har vi gjort noget andet - nemlig sørget for et program fyldt med forskellige oplevelser. Der vil både være tid til fordybelse med foredrag og sang i Vor Frelsers Kirke og Klosterkirken, mens der også vil være koncerter, gøglershows og selvfølgelig masser af ting for børn, siger Jakob Bille, der er formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget. 

Se det fulde program til 'Smagen, duften og lyden af middelalderen lige her: www.middelalderfestival.dk
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024