Flere børn kræver flere lokaler – nu går stor udvidelse af Egebjergskolen i gang



Egebjergskolen skal udvides med en tilbygning, som efter forventningen står klar efter sommerferien 2024. Visualisering: Lokato - Valentin&Haugland.

8 nye klasselokaler skal skabe plads til det stigende antal skolebørn i Egebjerg og Nørrestrand. Mandag den 27. marts 2023 tager de yngste elever i skolens elevråd og borgmesteren første spadestik på en tilbygning til skolen

De yngste elever på Egebjergskolen kan godt begynde at glæde sig til at få mere plads, og fra næste uge kan eleverne følge håndværkernes arbejde, når de rykker ind på skolens område. På mandag bliver der taget 1. spadestik på en stor udvidelse af skolen, hvor der er brug for ekstra lokaler til at kunne rumme et stigende antal børn i skoledistriktet.

Udvidelsen omfatter otte nye klasselokaler, et nyt musik- og bevægelseslokale samt et nyt fællesområde, som binder den nye tilbygning sammen med den nuværende skole.

- Gennem de seneste år er der sket en udbygning i Egebjerg skoledistrikt og særligt nord for Nørrestrand. Rigtig mange af vores tilflyttere er børnefamilier eller unge par, der er på vej til at stifte familie. Det betyder, at vi ganske enkelt har brug for mere plads til flere skolebørn på Egebjergskolen, ligesom vi er på vej med en ny børnehave i Egebjerg skoledistrikt. Vores skoler danner hver dag rammerne om rigtig mange børns dagligdag, så det er altid glædeligt, når vi går i gang med projekter, der skaber gode rammer på skolerne, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Sammen med de yngste elever i skolens elevråd samt elevrådsformanden tager han første spadestik på en helt ny fløj til skolens yngste elever mandag den 27. marts 2023 kl. 9.

Ny indgang til skolen

Den nye fløj er på ca. 1.340 kvm, der bliver fordelt på to etager. Tilbygningen bliver placeret ud mod Egebjergvej, hvor der også bliver lavet en ny hovedindgang. Ved klasseværelserne bliver der på gangene lavet plads til, at eleverne kan mødes i mindre grupper og lave projektarbejde.

Eleverne kan se frem til at flytte ind i de nye rammer efter sommerferien 2024. Når tilbygningen står færdig, vil der være i alt 37 klasselokaler på Egebjergskolen.

Udvidelsen af Egebjergskolen er en del af budgetaftalen for 2022, hvor forligspartierne besluttede at udvide skolens kapacitet. Horsens Byråd har frigivet 28 mio. kr. til projektet.

Også på andre skoler i Horsens Kommune er der udbygninger på vej. Dagnæsskolen og Lundskolen skal også udvides for at have plads nok til et stigende antal børn. På listen over planlagte projekter er også en flytning af Lundagerskolen, der skal rykke til Højen i Horsens.

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Østbirk Kirke
29. maj 2024