Flere børn skal introduceres for bøgernes forunderlige verden



Udviklingsmidler til folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre vil i 2024 have særligt fokus på indkøb af bøger og formidling af litteratur til børn og unge. Foto: Nana Reimers

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har øremærket 21 mio. kr. i 2024 til at udbygge samarbejder om børns læseglæde. Målet er booste børns lyst til at læse gennem engagerende formidling og bedre adgang til fysiske bøger.

Af Slots- og Kulturstyrelsen

Udviklingsmidler til folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre vil i 2024 have særligt fokus på at løfte samarbejdet mellem folkebiblioteker og de pædagogiske læringscentre på landets skoler. Indsatsen bygger videre på tidligere års indsatser fra Kulturministeriet, hvor folkebiblioteker i samarbejde med skolefritidsordninger, børnehaver m.fl. arbejder på at gøre bøger og oplevelser med litteratur til en naturlig del af børnenes hverdag.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Vi taler meget om, at børn og unges skærmforbrug skal ned. En af vejene til dette er at skrue op for glæden ved at læse en fysisk bog. Men så er det selvfølgelig en forudsætning, at børn og unge har let adgang til bøger, og at de møder litteraturanbefalinger, som kan inspirere dem til den næste læseoplevelse. Som kulturminister vil jeg gerne være med til at skubbe på initiativer, der kan gøre netop det. Mit ønske er, at vi med de 21 mio. kr. får skubbet gang i nye samarbejder på tværs af folkebiblioteker og skolebiblioteker, så flere børn og unge kan blive introduceret for og fanget af bøgernes forunderlige verden.”

Udviklingsmidler til folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre vil i 2024 have fokus på at løfte samarbejdet mellem folkebiblioteker og de pædagogiske læringscentre på landets skoler særligt ift. indkøb af bøger og formidling af litteratur til børn og unge. Indsatsen bygger videre på tidligere års indsatser fra Kulturministeriet, hvor folkebiblioteker i samarbejde med skolefritidsordninger, børnehaver m.fl. arbejder på at gøre bøger og oplevelser med litteratur til en naturlig del af børnenes hverdag.

Udover de 21 mio. kr. afsættes der yderligere 3,4 mio. kr. i 2024 til bibliotekernes digitale udvikling. Midlerne vil kunne søges fra begyndelsen af juni.

Strategisk Biblioteksudvalg udformer initiativet

Det er Strategisk Biblioteksudvalg, der nærmere skal udforme rammerne for samarbejdet mellem folkebiblioteker og de pædagogiske læringscentre på landets skoler, der bl.a. kan bygge oven på den nationale læseglædeindsats ’Børn og unges læseglæde 2023-2025’, som er udmøntet af Strategisk Biblioteksudvalg i 2022.
 

Slots- og Kulturstyrelsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024