Forbruger taber sag om afbestilt konfirmationsfest



(arkivfoto)

Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme har afgjort en sag, hvor en forbruger måtte afbestille festlokaler og menu, fordi konfirmationen blev rykket grundet corona-situationen. Ankenævnet afgjorde, at forbrugeren ikke havde krav på at få tilbagebetalt sit depositum.

Risikoen for coronavirus førte sidste år til, at konfirmationer landet over blev flyttet, og også i år har flere kirker meldt ud, at konfirmationerne må udskydes som følge af covid-19 situationen.

Når konfirmationen udskydes, ønsker mange også at rykke festen, men det er ikke altid ligetil. Det viser en sag fra Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme om en konfirmationsfest sidste forår, hvor forbrugeren ikke fik medhold og tabte sit depositum.

Forbrugeren ønskede at afbestille selskabslokaler samt mad, fordi konfirmationen blev udskudt en måned. Ankenævnet vurderede, at der ikke var tale om en force majeure-situation, fordi der på tidspunktet for afbestillingen ikke var udstedt et forsamlingsforbud, som omfattede den oprindelige konfirmationsdato. Afbestillingen var derfor omfattet af udlejerens almindelige afbestillingsregler, og ifølge dem havde forbrugeren ikke krav på at få sit depositum tilbage.

- Det har betydning for forbrugernes rettigheder, hvilke restriktioner der gælder på afbestillingstidspunktet. Hvis leverandøren stadig har mulighed for at levere det aftalte, så vil det være den konkrete aftale mellem forbrugeren og leverandøren, der afgør, hvem der hænger på regningen, hvis forbrugeren vælger at afbestille, siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

I sagen fra Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme havde forbrugeren booket selskabslokaler samt en menu til en konfirmationsfest, som skulle holdes den 3. maj 2020.

Konfirmationen blev imidlertid flyttet til den 14. juni 2020, og forbrugeren ønskede derfor at rykke festen til den dato. Udlejeren svarede, at festen i så fald tidligst kunne begynde klokken 16, da der var et andet selskab samme dag.

Forbrugeren ønskede herefter helt at aflyse sin bestilling og at få det indbetalte depositum på 3.000 kroner tilbagebetalt. Forbrugeren ønskede desuden at aflyse uden at skulle betale et afbestillingsvederlag på 50 procent af arrangementets menupris, hvilket fremgik af udlejerens afbestillingsregler.

Sagen endte i Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, som i sin afgørelse blandt andet lagde vægt på, at forbrugeren og udlejeren ikke kunne blive enige om at flytte arrangementet. Derfor var det aftalen om arrangementet den 3. maj 2020, som stod ved magt.

Ankenævnet bemærkede, at det forhold, at anledningen til festen - det vil sige konfirmationen - blev flyttet til en anden dato, ikke gav forbrugeren ret til at få flytte eller afbestille festen, hvis det i øvrigt var muligt at gennemføre festen.

- Hvis du planlægger at holde fest senere på året, så sørg for at have styr på afbestillingsbetingelserne, før du bestiller. Læs, hvad der står i aftalen, og tjek, om der eventuelt står noget om, hvad der gælder i en force majeure-situation, og om corona er omfattet af en sådan bestemmelse. Hvis der ikke står noget om afbestilling, så aftal med leverandøren, hvad der skal gælde, siger Susanne Aamann.

Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme har ved afgørelsen af corona-relaterede-sager overvejet, om der var tale om force majeure, og hvilken betydning det har i de konkrete sager.

Ankenævnet har blandt andet lagt vægt på, hvad der løbende er blevet meldt ud om eksempelvis forsamlinger og lukning af restauranter, caféer mv., hvilke retningslinjer der har været gældende for serveringssteder, og om det har været muligt lovligt at gennemføre arrangementet.

Ankenævnet har desuden set på indholdet af den konkrete aftale, der er indgået mellem parterne. Blandt andet om aftalen indeholder en force majeure-bestemmelse, og om coronavirus er omfattet af sådan en bestemmelse.
 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Løbende annoncer

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024