Asbjørn Mols Nørgaard
Kandidat for Venstre til KV25
DEBAT - Det er – i mine øjne – ekstremt værdifuldt og helt fundamentalt for et stærkt lokalsamfund, at der er stor villighed til at bidrage til fællesskabet. Når mennesker vælger at give noget af deres tid og energi til børns fritid, til sociale arrangementer, til foreningsliv eller til det lokale demokrati, er det ikke bare en gave – det er selve fundamentet under det samfund, jeg gerne vil leve i.
Af Asbjørn Mols Nørgaard
Kandidat for Venstre til KV25
Derfor er det også min klare holdning, at det offentlige har et ansvar for at gøre det så nemt som overhovedet muligt at være frivillig. Ikke ved at styre eller overtage frivilligheden, men ved at fjerne unødige barrierer, understøtte med de rette rammer og respektere den tid og det engagement, folk vælger at lægge. Frivillige møder i dag flere barrierer. Mange savner klar rådgivning og risikerer at falde mellem to stole i systemet. Arrangementer kræver ofte tunge og uoverskuelige tilladelser. Samtidig tager bureaukratiske krav tid og energi fra det vigtigste: fællesskabet og engagementet. Det må og skal være en prioritet – selvfølgelig inden for rimelighedens grænser – at frivillighed kan udfolde sig frit og fleksibelt.
For nej, jeg tror ikke, frivilligheden er i krise. Men jeg tror, den har forandret sig.
Mange steder oplever vi, at det er sværere at finde nye hænder. Men det handler ikke nødvendigvis om manglende vilje – måske snarere om, at den måde vi traditionelt organiserer frivilligheden på, ikke længere passer lige så godt. Hvis vi vil bryde med, at det altid er de samme, der trækker læsset, må vi blive bedre til at afgrænse og specificere opgaverne. Måske endda gøre det muligt at byde ind på dele af dem. I stedet for at spørge: “Vil du være med til at stå for arrangementet?”, kunne vi spørge: “Vil du give en hånd med søndag eftermiddag?” eller “Vil du hjælpe med at bage en kage?” Det er lettere at sige ja til noget overskueligt og afgrænset – og mange små ja’er er, i sidste ende, det der får tingene til at lykkes.
Et fodboldhold eller en bestyrelse kræver, at nogle trækker læsset. Men læsset bliver langt lettere at trække, når der også er nogen, der skubber bagpå. Og det er det skub, vi skal blive bedre til at invitere folk til at give. Det er den slags små skridt, der – tilsammen – bygger stærke fællesskaber.
