Gedved sælger Gedved



Gedved Lokalråd er aktive medspillere i salget af byggegrunde i Gedved.

Lørdag den 8. april var Seminariet i Gedved rammen om et spritnyt tiltag, ”Energi- og Tilflyttermesse”, som Lokalrådet var arrangører af.
 Rundt i Seminariet, Gedved Kultur- og Medborgerhus var der dels i caféafdelingen stande, hvor Lokalrådet  og lokale foreninger fortalte om lokalsamfundets mangfoldigheder. Her kunne interesserede tilflyttere blive klædt på og få stillet nysgerrigheden omkring bl.a. de 150 nye byggegrunde, som går som varmt brød. Alene på førstedagen solgte Horsens Kommune 15 grunde i udstykningen, der er døbt Akset og Strået.
 I den store sal var der dækket op med alternative energiløsninger. Her kunne interesserede blive klædt på og få en faglig vurdering på muligheder, udfordringer og økonomi. Bl.a. også set i lyset af at fjernvarmen rulles ud i Gedved i 2022-23, hvorefter borgerne har ni år til at blive tilsluttet.
 Gedved Lokalråd har modtaget mange henvendelser og indsigelser til den offentlige høring af fjernvarmeplanen, og derfor var der kl. 13.00 inviteret til debatmøde omkring energi med oplæg fra Lokalrådet og indlæg fra Horsens Fjernvarme, om alternativer til fjernvarme og om fjernvarmeplanen.
 Formand for Teknik- og Miljøudvalget Ole Pilgaard (DF), åbnede messen.
 - Messen er en fantastisk idé og indeholder også mange ting omkring energien. Gedved er en by i udvikling, og når man kan sælge 15 grunde på en formiddag, er der et eller andet som gør at området er attraktivt for nye tilflyttere.
 Ole Pilgaard kom ind på bl.a. klimaforandringer over et scenarie på 100 år, at vandstanden ville stige 2,6 meter, hvis ikke man gør noget.
 Derfor har Horsens Kommune også besluttet at reducere CO2 udledningen med 20%.
 - Fjernvarme er den fremtidige energiforsyning. Fjernvarmen er ikke lige populær over det hele, men nødvendig for at reducere CO2 udslippet, men det er vigtigt at alternative energiformer belyses, sagde Ole Pilgaard.
 I krystalkuglen og måske ikke så langt ude i fremtiden så Ole Pilgaard gerne at fjernvarmen blev forbundet til Aarhus og helt til Vejle og Fredericia og f.eks. også at Brædstrup og Østbirk blev forbundet.
 Lokalrådsformand Niels Arne Kjærgaard opsummerede inden han præsenterede dagens program.
 - Når vi kalder det en Energi- og Tilflyttermesse er det ikke fordi vi ser det som de 2 største udfordringer for Gedved, men de 2 største muligheder.
 - 150 nye byggegrunde er rigtig godt for Gedved sagde Niels Arne Kjærgaard og opfordrede Ole Pilgaard til at Horsens Kommune ikke bare satsede på Horsens, men at kommunen gjorde mere for at få flere tilflyttere, som vil bo lidt uden for Horsens i mellembyerne.
 Energidebatten lørdag eftermiddag blev et tilløbsstykke med over 70 deltagere fra nær og fjern med stor spørgelyst og mange kritiske spørgsmål.

Kan du li' vores artikler, giv os et like her!

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024