Gode muligheder for at ramme HH Elites mål for sæsonen



HH Elites to stærke svenskere - Kristin Thorleifsdottir og Nina Dano - foto Inhouse Fotografi

Sidste år var målet at nå en slutspilsplads, og det blev efter en katastrofal start indfriet til fulde. Det blev i alt til en syvendeplads i den daværende Bambusa Kvindeliga. Op til denne sæson er ambitionerne blevet større. Nu hedder det en plads i top seks, og det er der bred enighed om er indenfor mulighederne.

Af HH Elite. Foto: Inhouse Fotografi

”Jeg mener det er realistisk, at vi ender blandt landets seks bedste hold. Vi har forstærket os siden sidste sæson, også selv om Majbritt Toft Hansen er i lykkelige omstændigheder og Chana Masson valgte at rejse hjem til Brasilien, inden sæsonen rigtigt var kommet i gang. Vi har fået en erstatning i Claudia Rompen, der med tiden vil blive en fuldgod erstatning for vores brasilianske veterankeeper”, fortæller Jan Leslie inden sæsonen rigtigt er kommet i gang.

Hans trænerkollega hos Aarhus United Heine Eriksen er enig i, at det ikke er urealistisk at stræbe efter en sjetteplads i dette års Kvindeliga. En af grundene er en stærk økonomi hos HH Elite.

”HH Elite har fået en stærk økonomi, der gør, at man kan hente spillere på en højere hylde, end man har haft mulighed for før. Jeg vil mene, at en plads mellem nummer fire og nummer otte er det, HH Elite vil slutte på. Ikast, Esbjerg og Odense vil være i en liga for sig selv, og så vil HH Elite skulle kæmpe mod Silkeborg/Voel, København, Nykøbing Falster Håndbold og Viborg. De fem hold kan slutte lige efter de tre tophold, fortalte Heine Eriksen inden Esbjerg fik stryg af Ajax og Randers overvandt Ikast Håndbold.

Fra sæsonstarten har HH Elite måttet kæmpe med alt for mange skadede spillere. Emilie Winther, Amalie Grøn og Anette Jensen har endnu ikke været i aktion og der er skader hos Nina Dano, Kristin Thorleifsdottir og Laura Damgaard, der har hæmmet de tre i sæsonens første kampe.

Annette Jensen, Hege Løken, Claudia Rompen, Tamara Haggerty - foto Inhouse Fotografi

”Det er mit håb, at de skadede spillere er fuldt til rådighed så vi kan vise, hvor gode vi er. Det har været glimrende træningskampe, som har givet lovning på en god sæson. Når vores nye spillere er blevet spillet helt ind på holdet, vil vi fremstå som en stærk enhed. Vi har lagt på fra sidste sæson, blandt andet når det gælder om at tage ved i forsvaret, og det vil gavne os fremadrettet, når sæsonen kommer rigtigt i gang. Jeg er fortrøstningsfuld og er ret sikker på, at vi også i år kan opfylde klubbens målsætning om en plads mellem Danmarks seks bedste kvindehold, konstaterer Jan Leslie, der sidste sæson tog over efter Lars Frederiksen efter en stærkt utilfredsstillende start på sæsonen.

Det faktum at mange af spillerne hos HH Elite efterhånden har været i klubben i flere år, vil også være en fordel for holdet, når der skal spilles tætte kampe. Det mener Heine Eriksen, hvis tropper var det første hold HH Elite krydsede klinger med i denne sæson.

”Når spillerne begynder på deres anden eller tredje sæson i samme klub, vil mange af de ting, der trænes, efterhånden sidde på rygraden. Det betyder at spillerne ved, hvad de skal spille i forskellige situationer, finde hinanden lettere og tænker det samme, når det spidser til i kampene. Det er en anden grund til at jeg finder det sandsynligt, at HH Elite kan opfylde klubbens målsætning omkring en plads i top seks”, mener Heine Eriksen, der for omkring tyve år siden var træner for det Horsens hold, der sidst huserede på første klasse i dansk damehåndbold.

De nye spillere i HH Elite til denne sæson er bagspilleren Anette Jensen, der tidligere har spillet for HH, Hege Løken, der er norsk og huserer på højre fløj og de to hollændere Claudia Rompen i målet og stregspilleren Tamara Haggerty. De kan ses i Forum Horsens tirsdag d. 13. september, hvor Randers står på den modsatte banehalvdel. Husk at unge under 18 år har gratis adgang, og det samme gælder studerende med gyldigt studiekort. Det er Billund Lufthavn der er sponsorer, så der er gratis adgang for de førnævnte.

Lignende artikler

HH Elite

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024