Gudstjeneste i det fri i Lundum



Det er en fast tradition at man afholder friluftsgudstjeneste i Præstegårdsskoven i Lundum Kr. Himmelfartsdag og i år er heller ingen undtagelse – dog er der et forsamlingsforbud som præsten Søren Jensen skulle tage med i overvejelserne.

I et opslag havde sognepræst Søren Jensen sat alle interesseret stævne ved shelter-pladsen i Lundum ved Bryrupbanestien og der mødte lige præcis det antal op som der var plads til, så forsamlingsforbuddet ikke blev overtrådt. Heldigvis viste vejret sig fra sin bedste side og dagen var også første dag hvor landets kirker måtte holde åbent igen.

På græs igen

Fra shelter-pladsen gik alle til Præstegårdsskoven og inden afgang fik avisen mulighed for at stille et par spørgsmål til Søren Jensen og i bedste sportsjournalist stil kunne vi ikke lade være med at spørge ham om hvordan det føltes at være på græs igen? Det udløste latter hos alle og Søren kunne fortælle han synes det var paradoksalt at man åbnede kirken med en udendørs gudstjeneste hvor man ikke måtte være mere end 10 personer samlet. Men han var glad for at man kunne lave noget igen.

Søren Jensen har ligesom mange andre sognepræster lavet digitale gudstjenester, hvor man har filmet sognepræsten og udsendt video på de sociale medier. VI spurgte Søren Jensen om hvordan han havde oplevet den meget anderledes formidling til menigheden:

- Det er været en fin måde at nå ud til menigheden, men det har samtidig været underligt at skulle tale til et kamera uden at vide om ordene nåede frem. Jeg har helt klart savnet at se mennesker i øjnene… at være ansigt til ansigt med menigheden. Men det ændrer sig heldigvis nu.
På et mere filosofisk plan kunne Søren Jensen spørge ind til Guds nærvær:

- Jeg har tænkt meget over spørgsmålet: Er Gud til stede ved en digital gudstjeneste? For Matthæus skriver blandt andet Gud er til stede når mere end tre personer er samlet til gudstjeneste. Corona-tiden har bragt mange spørgsmål frem og dette er et af dem, afslutter en smilende Søren Jensen og flokken begav sig videre ind i Præstegårdsskoven.

Mini gudstjeneste i den grønne skov

Inde i Præstegårdsskoven var der stillet nogle trækævler op som fungerede som stole og alter. Den lille forsamling fik hjælp til salmerne af sognets faste kirkesanger Alina Henriques.

Gudstjeneste i det fri og specielt inde i en nyudsprunget grøn forårsskov er en oplevelse som rammer alle sanser. Sollyset som brydes gennem løvhænget og rammer ansigter og skovbund er magisk. Andagten akkompagneret af fuglenes sang i træerne var meget opløftende og endelig de mange dufte fra skovbunden og den friske skov, var ren terapi for sjælen.

Næste ordinære gudstjeneste er søndag 24. maj i Hansted kirke og ved sognepræst Søren Jensen.

Kildall

Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024