Horsens Dyrskue 2025: Sol, smil og stor succes



HORSENS - Efter sidste års regnvåde oplevelse, blev Horsens Dyrskue 2025 en solrig triumf, der næsten druknede i succes i stedet for regn. Med omkring 12.000 besøgende fordelt over to dage slog årets dyrskue alle forventninger. Arrangørerne er mere end tilfredse – og det med god grund.

”Vi er så stolte over dette års dyrskue. Vi havde perfekt vejr lørdag med temperaturer mellem 20-25 grader samt en frisk brise. Pladsen var fyldt allerede fra kl. 9 og helt frem til lukketid kl. 17. Søndag bød på enkelte byger, men det skræmte på ingen måde de mange besøgende, der blev helt til kl. 15,” fortæller Formand for dyrskuet Peter Mortensen.

Han fortsætter: ”Det er så vigtigt for vores samfundskontakt, at byen kan møde landet på denne måde. Vi oplever, at folk virkelig sætter pris på at komme tæt på landbruget, dyrene og de store maskiner.
 

Flere stande, mere liv – og et stærkt fællesskab

Dyrskuet kunne i år præsentere flere end 30 standudstillere, herunder stigning i antallet af maskinudstillere og nye aktører. Jens Thaysen, der har haft en central rolle i organiseringen og salget af standpladser, glæder sig over udviklingen:

“Vi rider videre på bølgen fra de sidste to år, og i år har vi endda fået endnu flere standsudstillere tilbage. Det viser, at Horsens Dyrskue er blevet et attraktivt sted at være – både for lokale og udefrakommende virksomheder.”

Blandt de nye ansigter var Peter Porse fra maskinforretningen Brdr. Toft, som deltog for første gang:

“Vi er her for første gang og det har været en super god oplevelse. Jeg er selv fra Horsens-området, så vi ville gerne ned og udnytte netværket her. Vi har fået talt med mange potentielle kunder og skabt opmærksomhed om vores landbrugsmaskiner. Selvom der er mange børnefamilier her, oplever vi også rigtig mange aktive landmænd og folk fra følgeerhvervene som vi rigtig gerne vil i kontakt med.”
 

Dyr i alle størrelser – og en festlig lørdag aften

På dyresiden var der fremgang over hele linjen. Publikum kunne opleve alt fra kødkvæg, malkekvæg og heste til får, kaniner, kyllinger, hamstere og grisevæddeløb. De mange flotte dyr blev ikke kun værdsat af publikum, men også af dommerne, som roste den høje kvalitet af dyr. Det store engagement blandt både dyre- og standudstillere skabte en helt særlig stemning på pladsen.

Programmet var spækket med aktiviteter og shows, så udover bedømmelser og mønstring af både kvæg, heste og får, var der kaninhop, flugtskydning med laser, motorsavsshow, fåreklipning, pølsevæksted med Phillip Dam fra Troldgaarden, kaperkørsel med de helt store heste og meget mere…

Det stærke fællesskab kulminerede lørdag aften i en stemningsfuld dyrskuefest med helstegt pattegris.
 

Taknemmelighed og glæde – allerede blik på næste år

Bag arrangementet står en stor gruppe frivillige, som har lagt utallige timer i planlægning og afvikling. De er stolte og taknemmelige:

“Vi er SÅ glade for, at årets dyrskue blev en kæmpe succes igen”, udtaler næstformand Karen Katborg, som står for alt det praktiske omkring dyrenes bedømmelse og tilmelding af dyrene. “En stor tak skal lyde til alle besøgende, standudstillere og dyreudstillere, samt bidragsydere/sponsorer herunder donationer til Ærespræmier – uden jer var det ikke muligt,” lyder det fra arrangørgruppen, der allerede nu ser frem til næste års udgave af Horsens Dyrskue.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025