
(genrefoto)
Horsens Kommune har pr. 30. juni 2021 et befolkningstal på 93.093 borgere. Det fortæller det seneste officielle befolkningstal fra Danmarks Statistik.
Det betyder, at Horsens Kommune siden årsskiftet er vokset med i alt 864 borgere. Og det betyder, at Horsens Kommune nu er Danmarks 11. største kommune målt på befolkningstal - et mulehår foran Kolding Kommune.
Det stigende befolkningstal i Horsens Kommune bliver mødt med stor tilfredshed fra borgmester Peter Sørensen.
- At vi skal vokse, er ikke et mål i sig selv. Men vækst er og har i mange år været vigtig for Horsens Byråd, fordi vækst betyder øgede skatteindtægter, som bidrager til at sikre fortsatte investeringer i god velfærd for vores børn, ældre og handicappede borgere, og fordi vækst er med til at sikre sammenhængskraften i hele kommunen. Det sikrer nemlig også, at der er liv og masser af tilbud i vores mindre og mellemstore byer, og at vores daginstitutioner og skoler i hele kommunen er fyldt med børn og unge - som også dyrker idræt eller anden form for fritidsliv og dermed holder liv i vores mange foreninger, siger Peter Sørensen.
Han tilføjer, at det alt andet lige er langt sjovere at bo i en kommune, hvor der åbner nye daginstitutioner og skoler end i en kommune, hvor der lukkes institutioner og skoler på grund af mangel på børn og unge.
- Vores vækst sikrer også, at der bygges alle typer af boliger, så der er plads til alle i Horsens Kommune, ligesom væksten understøtter et fortsat stærkt og levedygtigt handelsliv, siger Peter Sørensen.
- Sidst men ikke mindst er væksten i befolkningstallet vigtig for vores mange små og store virksomheder, da det forhåbentlig gør det lidt nemmere at rekruttere den arbejdskraft, der i efterhånden mange brancher er stor efterspørgsel efter, tilføjer borgmesteren.
Horsens Kommune er gennem de seneste år vokset med gennemsnitligt knap 1000 borgere om året, og det gør Horsens Kommune til én af Danmarks førende vækst-kommuner.
- Vi kan med rette være stolte over det, vi har nået - nemlig at stærke fællesskaber, attraktive boliger, masser af jobmuligheder, et spændende kultur- og fritidsliv og en skøn natur har gjort Horsens til en af Danmarks absolut stærkeste bosætningskommuner, siger Peter Sørensen.