Julius kommer på museum



Jens Julius, bladtegner. Et udsnit af Jens Julius’ bladtegninger i de seneste 50 år vil bidrage til erindring og forståelse af den nyere historie.

Datoen mangler, men det står fast, at Vestermølle Møllelaug får rådighed over den 400 kvm. store hovedbygning på Vestermølle som kommer til at rumme Galleri Julius.

Af Vestermølle Møllelaug

Skanderborg Kommune har besluttet flytning af Kompetencecentrets aktiviteter fra hovedbygningen på Vestermølle ved Skanderborg Sø mhp. at Møllelauget her i et oplevelsesmuseum kan etablere udstillinger om ”Det moderne Danmarks fødsel – folkeligt * politisk * økonomisk”. Siden åbningen af Museum Vestermølle i 2010 har 40.000 besøgende her fået en to timers rundvisning med indlagte højskoleforedrag. Udgangspunktet har været Kirstine og Anders Nielsen, som fra deres landbrug ved Skanderborg på hver sit felt prægede tiden og Danmarks udvikling. Kirstine var bonden på gården og den lokalt engagerede. Anders’ arbejdsfelt var hele landet, og han er, mere end nogen anden, manden bag landbrugets og andelsbevægelsens udvikling fra kriseårene i 1880’erne og bidrag til det velfærdssamfund, vi kender i dag. 

Møllelauget vil i samarbejde med historikere og museumsfolk tilknyttet Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Museum Skanderborg i nedslag vise Danmarks udvikling fra Stavsbåndets ophævelse i 1788 over indførelse af undervisningspligt i 1814, højskolens betydning, 1849-grundloven, den tabte krig i 1864, krisen i 1880’erne, Hedeselskabet samt andelsbevægelsens etablering og betydning, opbygningen af industri og handelsflåde, arbejderbevægelsens betydning, den danske model, parlamentarisme, stemmeret til alle i 1915 og erhvervslivets position i dag som grundlag for samfundsøkonomi og velfærdssamfund.

Vestermølles hovedbygning bliver ramme om et moderne oplevelsesmuseum.

Der skal være plads til dagens smil, også – og måske især – når dagsordenen er alvorlig. Jens Julius Hansen, Bryrup, tegner ved 15 lokalaviser over hele landet, og Vestermølle Møllelaug har indgået aftale om at etablere et Galleri Julius i Vestermølles hovedbygning. I de seneste 50 år har Julius’ daglige avistegninger satirisk og humørfyldt, men aldrig ondskabsfuldt, bidraget til historiefortællingen. Der forestår nu et arbejde med at finde et repræsentativt udvalg af de mange tusinde tegninger, det er blevet til. 

Jens Julius Hansen glæder sig over, der i en historisk fortælling også bliver plads til den kulturhistoriske vinkel, som hans mangeårige virke er en del af. Møllelaugets formand Jørgen Lund Christiansen fortæller, at ikke blot Vestermølle, men alle, som har hørt om det forestående samarbejde, finder, at etableringen af Galleri Julius på god dansk facon kompletterer museumsopbygningen. 

Med flytningen af udstillingerne fra møllehuset til hovedbygningen får møllersvendene bedre plads til ved vandkraft CO2-frit at male Danmarks bedste fuldkornmel på den gamle stenkværn fra 1887 og skabe aktivitet også på Vestermølles gamle vanddrevne valse og savværk. 

Vestermølle Møllelaug

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024