Klimakaravanen i Voerladegård



Den stod på velsmagende grøntsagslasagne med kikærter fra Café Fælleden, da Skanderborg Kommunes miljøtiltag “Klimakaravanen” besøgte Voerladegård en typisk regnvejrsaften i november.

Imponerende 70 af byens borgere var samlet for at blive klogere på klimaet og for at beslutte sig for et vanebrud. Dette med afsæt i CO2 regnemaskinen, der viser hvordan en husstand konkret påvirker klimaet. Mange blev fx overraskede over, hvor stort et klimaaftryk oksekød bidrager til ift. kyllingekød, eller hvor meget benzin- eller dieselbiler påvirker CO” regnskabet i negativ retning ift. en elbil. I Voerladegård har en typisk familie to biler.

Fælles klimatiltag

Måske endnu mere interessant var det for de lokale at tale om, hvordan man i fællesskab kan lave klimavenlige tiltag. Med afsæt i Voerladegårds beliggenhed mange kilometer fra nærmeste indkøbsmulighed blev det diskuteret, hvordan man kan lave fælles indkøbsaftaler eller tage på indkøbstur sammen. 
 

Samkørsel, boder og byttemarked

Andre kom med bud på, hvordan samkørsel bliver mere udbredt. Nogle var langt fremme i planlægningen af en frugt- og grøntsagsbod, hvor overskudsproduktion fra egne haver kan sælges billigt, og hvor al overskuddet kunne bruges til et fællesskabende arrangement. Byttemarkeder blev foreslået som alternativ til loppemarkeder.

Arbejdet fortsætter

Det er nu op til Voerladegård og Omegns Borgerforening at få nogle af disse ideer realiseret, både til gavn for fællesskabet såvel som for klimaet.
Klimakaravanen fortsætter sin rundtur til mange af Skanderborg Kommunens landsbyer den kommende tid.
 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024