Krimimesse med underholdende lokalt indslag



Troels Bering i rollen som Babe, instruktør Jacob Octavius Jarlskov og skuespiller Søren R. Madsen.

Årets krimimesse 2022 er overstået og i lokalområdet var indslaget med sognepræst Troels Bering i sit selvskrevne radiodrama: Fortællinger fra Stenbroen, det lokale islæt. Hvis man dømmer efter publikums reaktioner, så ramte løjerne på scenen, på et tørt sted.

Af Jørn Kildall. Fotos Jørn Kildall og Jens Jessen

I fængslets gamle gymnastiksal var der etableret en lille scene og her stod to mikrofoner. Troels Bering havde inviteret skuespiller Søren R. Madsen og instruktør Jacob Octavius Jarlskov med på scenen. Efter en introduktion til fortællingen og stedet, opførte man tre udvalgte scener fra det 4½ time lange radiodrama.

I sin indledning fortalte Troels om at meget af inspirationen var hentet fra tegneseriernes verden, og på scenen dukkede stemmerne fra kaptajn Haddock og professor Tournesol da også op blandt flere. Den karikerede stil og det farverige og voldsomme sprog, udløste mange latterudbrud og adskillige klapsalver fra publikum.

For de lokalkendte havde Troels Bering fået sneget et par velkendte navne ind i historien: de to kriminalbetjente Ås og Møllebæk. Der var få blandt publikum som fangende den subtile lokalreference.

Fra publikum lød der også roser til spillerne og man syntes at det var meget forfriskende at bringe et radiokrimidrama med på messen – lad os håbe arrangørerne hører om denne forestilling.

Ellers lignede krimimessen sig selv, med masser af interviews med kendte forfattere foran et live publikum. Alle forlagene var sandsynligvis repræsenteret på messen og det flotte, og lidt kølige, forårsvejr fik tiltrukket mange besøgende på Fængslet.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024