Kys din virkelighed



Niels Damsgaard Hansen læser op af sin digtsamling og Gert Vincent spiller guitar.

Selvom vi har travlt og skal nå en masse, tænker de fleste af os over livet i et lidt større perspektiv – dets mening nu og fremover, og hvordan vi skal sige farvel. Det og meget andet skriver Niels Damsgaard Hansen om i sin digtsamling ”Kys din virkelighed – den elsker dig”. Den læser han op fra ledsaget af Gert Vincent på guitar onsdag 11. oktober i Sneptrup.

Vi kender det alle sammen. At der er dage, hvor alt bare kører, som vi ønsker det. Og glæden vælter ind over os. Men vi har også dage, hvor det er sværere at være til. Hvor det uønskede ligger på lur og er ude på at stjæle de lyse stunder.

Det er måske ikke noget, vi går og snakker så meget om. Måske kun med dem, der er os nærmest, og som vi føler os trygge ved.

Men når vi vover pelsen og taler ud om det, der er svært, er det ofte med en følelse af lettelse og et mere lyst sind, vi ender samtalen.

Netop denne dialog med tilhørerne håber Niels Damsgaard Hansen at få i gang, når han onsdag 11. oktober kl. 19.30 i Stalden på Sneptrup Præstegård læser op fra sin for nyligt udkomne digtsamling ”Kys din virkelighed – den elsker dig”.

Med sig har han Gert Vincent, kendt som mangeårig guitarist hos Lars Lilholt Band.
 

Omslaget til digtsamlingen.

Et væld af emner og egne tegninger

Hans digtsamling er på 244 sider og rummer mange forskellige emner, der har lagt ham på sinde gennem de cirka 30 år gennem hvilke, digtene er skrevet. 

Kærlighed, tro, politik, natur, glæde, udfordringer, smerte og håb for blot at nævne nogle stikord. 

Et par af digtene har været bragt om søndagen i dagbladet Politiken – og nogle i andre medier. 

Men nu er de sluppet ud af skuffen og ind i en store digtsamling med egne tegninger som illustration til digtene.

- Det er både med lidt frygt men også glæde, at jeg nu får lejlighed til at læse op af dem med ønske om en god dialog med tilhørerne, siger han. 
 

En af Niels Damsgaard Hansens mange tegninger, der illustrerer digtsamlingen.

Musik, kaffe og kage

Ved oplæsningen bliver der lagt vægt på de digte, der kredser omkring liv og død i mødet med tro og virkelighed. 

Gert Vincent spiller musik, som knytter an til digtene. Hvordan vil først blive afsløret på dagen.

I en pause bliver der serveret kaffe og kage.

Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding på NemTilmeld.dk via sognets hjemmeside. Der er kun plads til maks. 30 tilhørere.
 

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024