
(arkivfoto)
Røde Kors Horsens Nord har fredag sendt 50.000 kr. til den humanitære hjælp i Afghanistan.
- Det er den desperate situation, der er opstået i Afghanistan, der er anledningen til at vi i bestyrelsen allerede nu begynder at disponere over et forventet overskud, siger Gudrun Andreasen, formand for den lokale Røde Kors-afdeling.
Titusindvis af børn og voksne er drevet på flugt fra Taliban. Flere uskyldige børn og voksne har allerede mistet livet i konflikten, og endnu flere er blevet såret. Der er akut brug for mad, medicin og lægehjælp til de mange ofre, lyder det fra Dansk Røde Kors, der har sat gang i en indsamling for at kunne yde hurtig hjælp.
- Normalt disponerer vi først vores overskud, når vi nærmer os årsafslutningen. Men situationen i Afghanistan kræver hjælp nu, og derfor har vi truffet denne hurtige beslutning i bestyrelsen, siger formanden.
Røde Kors Horsens Nord, der dækker de tidligere Gedved og Brædstrup kommuner samt Lund og Hansted-Egebjerg, driver flere sociale aktiviteter i området, som bliver finansieret af overskuddet fra genbrugsbutikkerne i Østbirk, Hovedgård og Tvingstrup. Cirka halvdelen af overskuddet anvendes lokalt, mens resten går til hjælpeprojekter og katastrofehjælp rundt i verden.