Mød Christoffer Lange - en ung eventyrer



På Horsens havn står 24-årige Christoffer Lange fra Stensballe og kigger ud over fjorden. Han har udlængsel og har pakket sin rygsæk og fundet sine vandresko frem – ude i horisonten mod vest kan han allerede skimte den Skotske vestkyst, som er målet for hans næste eventyr.

Christoffer har altid haft en kraftig udlængsel og allerede i børnehaven stod han ved trådhegnet tænkte: Hvad mon der er på den anden side? Christoffer lever med sine næsten to meter i højden op til sit efternavn. Han ser sig selv som en eventyrer og kan sagtens sætte sig ind i Horsens berømte bysbarn, Vitus Berings tanker, når fantasien bærer ham ud til fjerne egne af kloden.

- Jeg er født i Vitus Berings fødeby og måske er det noget af ham i mig! Jeg står tit nede på Horsens havn og kigger ud over fjorden, og tænker på hvordan han stod der dengang og tænkte på hvad der lå derude. Sådan tænker jeg også; hvad gemmer de der bjerge på? Hvad er der som venter på mig?

Selvom Christoffer aldrig har været spejder eller har gået lange ture som barn, så kalder de lange stræk alligevel på ham konstant. Han har allerede slidt mange par sko og støvler helt ned, og har mange tusinde kilometer i benene.

Hvorfor går du?

Når man spørger Christoffer Lange hvorfor han går og hvad der satte det hele gang smiler han og leder efter det gode svar.

- Jeg ved ikke hvad der satte mig i gang med at ville gå eller hvad der fik mig til at springe ud på 800 km. vandring i Colorado… jeg må være skør. Det føles som et kald... måske er det naturen som kalder på mig? Jeg kan mærke at det er det som jeg skal og det fik jeg cementeret på Colorado Trail i 2017.

Christoffer Lange er en klog, charmerende og eftertænksom ung mand. Efter lidt filosoferen kommer han med en del af svaret på hvorfor han går:

- En stor inspiration er forfatteren Jack Kerouac som med romanen Dharma Bums forudså rygsæk-revolutionen. Her forestiller han sig tusindvis af unge mennesker tage deres liv på ryggen og de går igennem naturen og vildmarken. Her lærer de om verden, universet og sig selv. Det kan jeg forestille mig er en af de ting som har skubbet mig i den retning.

Når Colorado rammer lige i fjæset

Christoffers far Tom har i sin ungdom boet i USA og ønskede i 2016 at vise Christoffer landet og de mange smukke steder som landet byder på. Så de vælger at tage på det store road trip rundt i USA. Da Christoffer og Tom kommer frem til foden af Rocky Mountains, får han noget der ligner en opvågning og Christoffer Lange fortæller om oplevelsen:

- Rocky Mountain rammer mig lige i fjæset og jeg får en følelse af, at have været her før. Her føler jeg mig hjemme. Da vi kom tilbage, sad følelsen stadig i min krop. Jeg gik på HF på det tidspunkt og midt i en filosofitime dukkede idéen op i mit hoved: Jeg skal ud og teste mig selv på kæmpe eventyr, jeg skal tilbage til Colorado.

Fremtiden byder på en meget lang vandretur

Næste år skal Christoffer ud på sin længste vandretur nogensinde. Han skal igen til USA og gå turen som kaldes The Pacific Crest Trail. Turen er på 4300 kilometer og begynder tæt på den Canadiske grænse, passerer igennem tre stater og slutter ved den Mexicanske grænse.

Turen som Christoffer allerede er ved at planlægge, kræver mange penge, da turen forventes at tage 4-5 måneder. Der bliver slidt 4-6 par vandresko, der skal betales for rejsen til og fra USA. Der skal bruges penge på mad, masser af mad hver dag, da vandrerne typisk indtager 2-3 gange så mange kalorier som normalen.

Christoffer drømmer om at komme ud og holde foredrag om sine ture som udover Colorado Trail også omfatter Kungsleden i Sverige, Haute Route Pyrenees i Pyrenæerne.

I Påsken tager Christoffer Lange til Skotland for at gå på Cape Wrath Trail ved Skotlands vestkyst, en tur på 330 kilometer og umiddelbart efter skal han prøve The Skye Trail på øen Isle Of Skye. Denne tur vil Christoffer også gerne fortælle om når han kommer hjem.

Denne artikel er den første i en række rejsebeskrivelser fra Christoffer Lange som bliver bragt her i avisen. Næste artikel handler om Christoffers tur på Colorado Trail, som fandt sted i 2016. Her skal vi høre om Trail Angels, ekstrem voldsomt vejr i bjergene, mødet med Gud og masser af spændende mennesker.

Kildall

Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024