Nielsen og Brodersen forsvarer deres foreløbige 2. plads i rally DM



Frank Nielsen og Per Brodersen i en effektiv runding af et udfordrende hjørne i Rally Stoholm. Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen

Efter flotte placeringer i de to første afdelinger i kampen om Danmarksmesterskabet i rally, læsser Frank Nielsen og Per Brodersen på fredag den lille hurtige og stabile rød/hvide Citroën C2R2 Max i traileren, så de lørdag, den 5. juni, kan deltage i tredje afdeling der køres omkring Kalundborg.

Kigger man på stillingen i mesterskabet, vil man se at Frank Nielsen og Per Brodersen efter de første to afdelinger har en aktuel andenplads at forsvare i både DM Rally, klasse RC4, og RC4 Super Rally Cup’en. RC4 klassen er den tættest besatte klasse i dansk rally. I Kalundborg stiller ikke mindre end 12 biler op i klassen, hvor begge de nævnte mesterskaber foreløbigt føres af sidste års danske rallytalent, Mikkel Njor, med den erfarne Karsten Isaksen i co-driver sædet.

At Frank Nielsen og Per Brodersen stadig kan køre med i toppen af klassen, burde ikke være muligt med den 13 år gamle bil, som Frank Nielsen selv har bygget op til rally fra fabriksny. Bilen blev i sin tid som samlesæt hos Citroën Sport i Frankrig, hvorefter den i bedste Lego Masters-stil blev samlet, dog efter en grundig samlevejledning. I dens 13 års levetid er den selvfølgelig løbende blevet grundigt vedligeholdt og optimeret efter de reglementer der har været, og er gældende.

Det er dog ikke blot bilens fine standard der er skyld i de flotte placeringer, som herrerne Nielsen og Brodersen kører hjem i ”Citronen”. Igennem flere år sammen i bilen, har de opbygget et samarbejde under et rally, som mange misunder dem. Det effektive samarbejde, kombineret med Frank Nielsens evner bag et rat, giver de gode resultater. Specielt på grusveje og regnvåde veje har Frank Nielsen sine styrker. Her kommer køreteknikken dem til gode.

GLAD Rally Kalundborg starter Grundlovsdag, den 5. juni kl. 12.00 fra Bilcentret Peer Glad, Slagelsevej 88, 4400 Kalundborg, efter at mandskaberne om formiddagen har haft mulighed for at køre hastighedsprøverne igennem to gange for at lave de noter de kører rallyet efter. Frank Nielsen og Per Brodersen ser frem til endnu en god kamp om pointene på de sjællandske hastighedsprøver.

Lignende artikler

Viggo Johansen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024