Østjyske turistdestinationer rusker op i bæredygtigheden



Destination Kystlandet og brancheorganisationen Danske Destinationer vil ruske op i den bæredygtige turisme i hele Danmark, så vi kommer op i samme gear som vores nordiske naboer.

Bæredygtighed i dansk turisme skal gentænkes, så vi matcher vores nordiske konkurrenter. Destination Kystlandet skal sammen med brancheforeningen Danske Destinationer sætte nye standarder for bæredygtig turisme.

Manglen på internationale turister har trukket dybe slæbespor verden over, og dansk turisme står over for en seriøs genstart for at finde tilbage på et niveau, der minder om 2019. Danske Destinationer, som er brancheforening for de 19 destinationsselskaber, der tegner turismen fra Gedser til Skagen, ser genstarten som en oplagt mulighed for at tune Danmarks turismeprodukt, så vi kan stå distancen i kampen om de internationale gæster og gøre dansk turisme mere konkurrencedygtig på den lange bane.

Selvom danskerne generelt har et højt fokus på bæredygtighed i egen husholdning og ofte høster internationale roser, er dansk turisme kommet bagud i forhold til vores nordiske naboer, når det handler om bæredygtig destinationsudvikling. Det kan betyde, at Danmark bliver overhalet indenom. Det skal et nyt toårigt projekt kaldet ”Bæredygtige destinationer i praksis” gøre op med. Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med knap tre millioner kroner.

”Viljen til bæredygtighed inden for turisme er stor, men vi mangler et fælles sprog og forståelsesramme for, hvad bæredygtighed egentlig er. Det handler om meget mere end at genbruge sine håndklæder og skifte plastikflasken ud med glaskarafler. Ud fra et miljømæssigt, men i høj grad også socialt og økonomisk perspektiv skal vi geare vores turismeprodukt til morgendagens turisme, så vi kan imødekomme den øgede efterspørgsel på langtidsholdbare løsninger fra fremtidens forbrugere. Den rejse er vi utroligt glade for, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bakker op om,” siger Jens Müller, som er formand for brancheforeningen Danske Destinationer.

I Norge har turismeerhvervet i mange år lænet sig op ad retningslinjerne i ”Standard for bæredygtige rejsemål”, i Helsinki har platformen ”Think Sustainably” trukket priser hjem og i Island, har den bæredygtige turismeskat, der geninvesterer turismekroner i infrastruktur og naturbevarelse, været med til at understøtte lokalsamfundet og samspillet mellem turisme og natur.

”Vi skal væk fra kun at måle vores turisme i antal overnatninger og døgnforbrug. Vi skal forme vores succeskriterier, så de også favner økonomisk bæredygtighed i lokalsamfundet med fokus på lokalt turismeejerskab, brug af lokale fødevarer og lokal handel. Samtidig skal vi sætte turismen på vægtskålen i forhold til den sociale bæredygtighed omkring øget bosætning og endelig skal vi præsentere klare resultater inden for den grønne balance mellem turismen og Kystlandets kultur- og naturarv,” siger Helle Berthold Rosenberg, som er direktør i Destination Kystlandet, og som har været med til at udvikle projektet.

Indsatsområderne dykker blandt andet ned i, hvordan turismen understøtter andre samfunds- og miljømæssige prioriteter, hvordan bæredygtighed kan implementeres i service og oplevelser, påvirke gæstens besøgsadfærd samt, hvordan vi måler vores succeser med en bæredygtighedslineal i landets destinationsselskaber, herunder Destination Trekantområdet, VisitAarhus og altså Destination Kystlandet i Østjylland.

Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme samt blandt andre Kommunernes Landsforening, VisitDenmark, Horesta, Dansk Erhverv og Center for Regional- og Turismeforskning. Projektet løber fra den 1. juni 2021 til den 31. maj 2023.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024