Over 100 nye hjertestartere til uddeling i hele Danmark



Landet over blev der samlet ind til hjertestartere. Foto: Linda Johansen/Hjerteforeningen.

3 millioner indsamlede kroner og over 100 døgntilgængelige hjertestartere. Det blev resultatet af Hjerteforeningens Landsuddeling søndag 30. maj.

Af Hjerteforeningen

Danskerne var gavmilde og engagerede i Hjerteforeningens Landsuddeling 30. maj, hvor deltagerne samlede ind til lokale hjertestartere. I løbet af dagen samlede deltagerne 3 millioner kroner ind, og det betyder, at der kan sættes mere end 100 nye hjertestartere op over hele landet. Alt i alt blev der indsamlet en tredjedel mere end sidste år.

Konceptet for Landsuddelingen er enkelt: Når en gruppe på mindst 15 indsamlere har gået en indsamlingsrute - enten fysisk eller digitalt - og samlet ind til en hjertestarter, så kvitterer Hjerteforeningen med en kvalitetshjertestarter.

- Jeg er glad for og stolt over opbakningen til Hjerteforeningens Landsuddeling. Tak for indsatsen til indsamlerne og til alle, der har doneret. Hver eneste nye hjertestarter, vi får op at hænge i Danmark, kan være med til at redde liv ved et hjertestop. Hvert år får omkring 5.000 personer hjertestop uden for hospitalet. Dem kan vi nu bedre hjælpe med de hjertestartere, der bliver sat op, siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft. 

Indsamlingsgrupperne får gratis monteret hjertestarteren i et klimaskab, og hjertestarteren bliver omfattet af en ServicePlus-aftale i et år. Det betyder, at hjertestarteren konstant bliver overvåget, så den altid er funktionsduelig, og at service, skift af batteri og elektroder samt erstatning ved tyveri sker uden besvær og omkostninger for ejeren. 

Landsuddelingen var igen i år kontantfri, og indsamlerne har kunnet vælge at samle ind både fysisk og digitalt. Danskerne har virkelig taget de digitale ”indsamlingsruter” til sig. Der blev i år samlet 1,2 millioner kroner ind digitalt. Det er langt over dobbelt så meget som de 500.000 kroner, der blev samlet ind digitalt i Landsuddelingen 2020. Og det svarer til, at mere end hver tredje indsamlingskrone er kommet ind digitalt.

- Det er tredje år i træk, vi afholder Landsuddeling, og jeg er taknemmelig for, at danskerne stadig bakker op om den vigtige sag ved at samle ind til gavn for hjerterne. Det er i høj grad med til at redde liv, siger Anne Kaltoft.

Læs mere om Hjerteforeningens Landsuddeling på www.landsuddeling.dk 
 

Lignende artikler

Hjerteforeningen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024